Samfund

EUC Sjælland er igen landets største erhvervsskole på struktøruddannelsen

Struktørelever i gang med anlægsopgave. Foto: EUC Sjælland

Sidste år havde uddannelsen en fordobling af elever på det første halvår; en udvikling der virkelig kunne mærkes i forhold til de fem år forinden, hvor skolen havde udfordringer med at skabe interesse for faget. Nu gør EUC Sjælland det igen, lyder det i en pressemeddelelse torsdag.

Tallene for grundforløb 2-optaget på struktør- og brolæggeruddannelsen er landet på uddannelsesleder Stig Peter Rasmussens bord, og de taler deres eget tydelige sprog: de unge er endnu mere begejstrede for uddannelsen end sidste år.

Uddannelsen oplever nemlig en stigning i elevoptag på hele 240 procent fra august 2023 til januar 2024. Halvdelen af optaget i år er fra EUC Sjællands eget grundforløb 1.

Årsagen til, at uddannelsen igen har det højeste optag på landsplan, skal blandt andet findes hos faglærerne, mener en stolt uddannelsesleder, som og roser faglærerne på grundforløb 1 og grundforløb 2:

– Det er simpelthen supergodt gået af jer alle. Kæmpestor tak for jeres store og flotte indsats.

Han suppleres af Ole Holm, uddannelseschef på erhvervsuddannelserne:

– Det er resultatet af en stærk indsats gennem en årrække fra vores medarbejderes side, der er dygtige til at rekruttere fra grundforløbsuddannelsen. På samme tid har virksomhederne i regionen været gode til at skabe synlighed og interesse for deres fag. Sidst men ikke mindst er det et udtryk for et vellykket samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg, så alt i alt er det er en bred indsats på alle fronter, siger han.

Eleverne kan roligt fortsætte, for virksomhederne står, lige som sidste år, i kø for at få fingrene i deres arbejdskraft.

– Nu gælder det bare om at holde fast på vores elever, så vi også kommer til at mærke fremgangen på vores hovedforløb i begge byer, siger Stig Peter Rasmussen.

– For der er brug for mange ledige hænder i bygge- og anlægsbranchen. Uddannelserne rummer en sikker og god fremtid, hvor man er med til at gøre en forskel.

Både bygnings- og anlægsstruktører er med til at skabe forbindelser mellem mennesker og geografiske regioner. De er nemlig med til at bygge Danmarks veje, broer og bygninger, fastslår han.

Hvad er en strukør?

Struktøruddannelsen på EUC Sjælland er en uddannelse med rigtig mange jobmuligheder. Der er to slags struktører: anlægsstruktører og bygningsstruktører.

Som anlægsstruktør har du mange typer opgaver. Det kan være at etablere fortove, pladser og cykelstianlæg, betonbelægninger, bygge veje og jernbaner eller at udføre alt arbejde med etablering af kloak og forsyningsledninger.

Som bygningsstruktør arbejder du med byggeri over jorden. Du bygger broer, tunneler, skoler, fabrikker, havne, boliger og meget mere. Du er med i byggeriets indledende fase, og bygger det man kan sige er bygningens skelet. Du arbejder med beton, træ, stål, glas, jern og plast. Det er et arbejde i den friske luft og med gode kollegaer, lyder beskrivelsen.

Læs meget mere om uddannelsen på: www.eucsj.dk

Brolæggerelev gør klar til fortovsbelægning. Foto: EUC Sjælland

 

Kommentarer