Rønnede

Eurospar i Rønnede har lukket onsdag

superbest_roennede

Rønnede: Købmand Allan Colding overtager onsdag supermarkedet Eurospar i Rønnede fra Dagrofra

Onsdag den 29. april overtager Købmand Allan Colding Eurospar i Rønnede fra Dagrofa, og får dermed endelig sin drengedrøm opfyldt. Han har længe haft et stort ønske om at blive selvstændig købmand, og allerhelst ville han gerne eje butikken i Rønnede, hvor han selv bor sammen med kæresten Mette.

Maribo-drengen har nemlig arbejdet i butikken lige siden han som 15-årig startede som flaskedreng i Favør. Han må have været dygtig, for allerede som lærling blev han souschef. Han blev butikschef som 20-årig og han har også været købmand i butikken det seneste halve år, ansat af Dagrofa

Nu – i en alder af 43 år – bliver Eurospar i Rønnede hans fjerde “barn”. De tre andre børn er hans datter Julie på 20 år, sønnen Niclas på 18 samt Jannik på 10 år, som er bonusbarn.

Inden længe bliver Eurospar i Rønnede til en af Danmarks kommende madmarkeder, en fødevarebutik med fokus på kvalitet og stort udvalg. De nye butikker hedder MENY. I øjeblikket er butikken ved at blive fyldt op med 2.500 ekstra varenumre, medarbejderne er på uddannelse og den nye forretnings-kultur skal på plads.

– Kunderne vil opleve en helt ny kultur i forretningen. Alle der arbejder i butikken er for eksempel blevet opgraderet fra at være medarbejdere til i langt højere grad at være madarbejdere, som vil kunderne det bedste hver eneste dag. Ingen skal undre sig, hvis en madarbejder snakker sødt til en dåse flåede tomater. Det er fordi vi er glade for mad, fortæller Allan Colding og griner.

Det nye motto i den kommende MENY er “Den der spiser bedre lever bedre…”

Allan Colding vil selvfølgelig holde et brag af en fest, for at fejre sin overtagelse af forretningen i Rønnede, men han venter til butikken har skiftet navn til MENY. Datoen for ændringen er dog ikke offentlig endnu

Men selvom han har glædet sig i 28 år til at få sin helt egen købmandsforretning, så han kunne holde dørene åbne for masser af kunder, så bliver han desværre nødt til at holde helt lukket på sin allerførste dag som selvstændig.

Alle varer skal nemlig tælles op i forbindelse med overdragelsen, og med mere end 6.000 varenumre tager det lidt tid.

Torsdag er butikken åben igen.

Kommentarer