Fællesspisning og Ren Nostalgi i Kirkehuset
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/01/ren_nostalgi.jpg)
Haslev: Onsdag aften inviterer Haslev Kirke og Café Paraplyen alle interesserede til fællesspisning og musik i Haslev Kirke’s nye kirkehus
For omkring fire måneder siden åbnede det nye kirkehus ved Haslev Kirke. Det er kirkens ambition, at huset skal være for alle. Derfor arrangerer man nu for anden gang en aften med fællesspisning og folkelig musik i samarbejde med Café Paraplyen.
Til den første paraplyaften havde man lavet mad til 40 deltagere, men der kom 80. Denne gang håber kirkens køkken bestående af frivillige at have mad nok til alle.
Menuen består af forloren hare med efterfølgende kaffe og kage.
Musikken, der bliver i samme traditionelle genre, leveres af bandet Ren Nostalgi, der får kirkens organist, Peter Arendt med på sidelinien.
Aftenen begynder klokken 17.30 og slutter klokken 20. Maden koster 40 kroner.
Alle er velkomne og der kræves ikke tilmelding.
Paraplyaftenen med fællesspisning og musik i Haslev Kirke foregår onsdag den 23. januar.
Kommentarer