Færdselskontrol med 153 kilometer i timen
I 2016 lavede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi 430 færdselskontroller på baggrund af anmodninger fra borgerne. Og de har med borgernes hjælp opdaget trafikfarlige steder, som de ikke tidligere har haft i kikkerten.
Tirsdag den 7. marts om eftermiddagen var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for eksempel på Vordingborgvej et par kilometer nord for Dalby i Faxe Kommune. På knap 7 timer kørte mere end 1.200 biler forbi. Af dem kørte 61 for hurtigt og der blev uddelt 1 klip.
Det er tilladt at køre 80 km/t på strækningen, men tirsdagens største fartsynder blev målt til 153 kilometer i timen hvilket medfører en betinget frakendelse af kørekortet.
Læs også: Kørte 153 km/t på Vordingborgvej ved Høsten
– Det er ganske enkelt uansvarligt og respektløst over for andre menneskers liv og førlighed. Og det er jo altså også rygende ulovligt. Høj hastighed er involveret i hvert tredje trafikdrab i Danmark. Så hastigheden skal ned, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet beder om at man laver denne lille tanke-øvelse:
Du kører selvfølgelig selv helt perfekt som sædvanligt og kan sagtens køre en smule for hurtigt. Nogen gange en hel del for hurtigt. Andre gange bare lige en anelse for hurtigt. Det skal nok gå. Du har jo styr på det.
Men der er andre bilister på vejen. De kan komme fra sideveje. De kan overse en vigepligt. De kan være standset et ureglementeret sted. De kan være uopmærksomme på grund af mobil, på grund af børn i bilen, eller de kan være ved at spise en genstridig leverpostejsmad. Og så kan din høje fart betyde forskellen mellem et næsten-uheld, der bliver undgået og en færdselsulykke med tragiske følger.
Uanset hvad der er årsagen til de andre bilisters kørsel, kan du simpelthen ikke forberede dig på den menneskelige faktor, der ligger til grund for uventede hændelser. Blandt andet derfor er der hastighedsbegrænsninger. Og derfor er det farligt – livsfarligt – hvis du kører rundt og selv vurderer, hvad der er passende hastighed.
Også selv om du kører på Vordingborgvej ved Dalby i Haslev Kommune, hvor der er ganske fint udsyn og en lang og bred landevej. Der er andre bilister. Og dem kan du ikke styre. Så når vi beder dig så mindeligt om at sænke farten, er det ikke kun for vores skyld. Eller på grund af loven. Eller for de andres skyld. Det er også for din skyld.
Og så skal der i øvrigt lyde en stor tak til de 1.139, der kørte forbi og holdt sig inden for lovens rammer.
Hvis man har en strækning, som man synes, at politiet bør se lidt nærmere på, kan man bestille en færdselskontrol på www.bestilenfærdselskontrol.dk
Kommentarer