Fællessang og ostebord i Roholte på torsdag

Roholte/Faxe: På torsdag kan man synge fællessang i Roholte under ledelse af Rasmus Skov Borring
Torsdag den 8. november inviterer Familie & Samfund Roholte til fællessang med pianisten og komponisten Rasmus Skov Borring.
Rasmus Skov Borring brænder for at synge fællessang og dermed holde sangskatten levende og tilgængelig for nye generationer.
Arrangementet indeholder et bredt udsnit af forskellige tiders smukke tekster og kompositioner fra den danske højskoletradition, kombineret med fortælling om sangene.
Rasmus Skov Borring pladedebuterede i 2007 med cd’en “Den danske sang”, der indeholder instrumentale klaverfortolkninger af 20 melodier fra den danske højskoletradition. I 2010 udkom hans anden cd der blandt andet 10 af hans egne instrumentale kompositioner i en blanding af klassisk, pop og jazz-piano. I 2011 udgav han “Den danske sang 2” med flere fortolkninger af nye og gamle højskolemelodier i top moderne stil og udtryk.
Rasmus Skov Borring er nok mest kendt for melodien til sangen ”Gi’ os lyset tilbage” der var efterskolernes landsstævnesang ved DGI’s Landsstævne i Holbæk 2009. Ved det kommende Landsstævne i Esbjerg 2013 er Rasmus Skov Borring komponist bag den officielle landsstævnesang “Livsuret”.
Alle er velkomne.
Deltagerprisen er 75 kroner for medlemmer af Familie & Samfund mens gæster skal betale 90 kroner. Prisen er inklusive et lettere traktement bestående af ost og rødvin, vand eller øl.
Tilmelding senest mandag den 5. november enten på telefon 5672 5293 eller på telefon 5672 5441.
Fællessang med Rasmus Skov Borring foregår torsdag den 8. november klokken 19 i Roholte Aktivitetshus, Vindbyholtvej 32 i Roholte ved Faxe.
Kommentarer