Haslev

Familie i Haslev ramt ekstra hårdt af kræft

haslev_skilt

Haslev: Tina Lodstrup fra Haslev er for anden gang blevet ramt af den alvorlige kræftsygdom leukæmi

Det optimale for Tina lodstrup og hendes familie ville være hvis hendes mand, Tage Lodstrup fik pasningsorlov, så han kan passe hende og parrets to børn, som sidste gang hun var syg.

Men ifølge servicelovens § 118 kan han ikke kan få bevilget pasningsorlov igen, fordi Tina er ramt af den samme sygdom. Der kan kun bevilges én pasningsordning til ét sammenhængende sygdomsforløb. Og sidste gang brugte Tage Lodstrup alle 9 måneder, som er den maksimale orlov.

– Havde det nu været brystkræft eller lymfekræft, havde vi kunnet søge igen. Det berører mig dybt ind i sjælen. En ting er, at blive syg igen og at man som familie så skal bøvle med at få hverdagen til at hænge sammen, det er virkelig hårdt, siger Tina Lodstrup til TV2 Øst. Og fortsætter:

– Man kan sådan set kun passe sig selv og sin dårligdom og det er bare vigtigt for mig at vide, at pigerne så har deres far, siger Tina Lodstrup der skal igennem et i et skrapt behandlingsforløb.

Faxe Kommune har tilbudt Tage Lodstrup en ansættelse, så han kan passe sin kone omkring 12 timer ugentligt. Men det mener familien er alt for lidt, idet han ved siden af skal passe sit fuldtidsarbejde.

– Det kan jeg slet ikke se kan fungere. Overhovedet ikke, siger Tage Lodstrup til TV2 Øst.

Kræftens Bekæmpelse, der kender til problemet, ser gerne at loven ændres.

– I disse situationer ser vi, at de bruger afspadsering eller ferie eller endda melder sig syge, der skal nogle lovændringer til eller også skal det ændres i overenskomsterne ligesom man for eksempel har barn syg-mulighed fortæller rådgiver Anne Lise Petersen fra Kræftens Bekæmpelse til TV2 Øst.

Kommentarer