Familiefejde i Vallebo endte i øretæver onsdag aften
Faxe Ladeplads: Onsdag aften mellem kl. 20 og 21 blev en 48-årig mand fra Vallebo ved Faxe Ladeplads tævet i sit eget hjem.
En 48-årig mand blev onsdag aften udsat for vold i sit eget hjem i Vallebo, 2 km syd for Faxe, det oplyser hans kone til Faxe.nu.
Ifølge kvinden, der bor sammen med den 48-årige mand på adressen i Vallebo, er der tale om familiestridigheder, der indover julen er spidset til. Kvinden oplyser til Faxe.nu at hendes 27-årige datters forhold til en 42-årig mand fra Haslev, har ført til familiestridigheder, hvilket nu havde ført til at kvinden havde taget nummerpladerne til den bil hendes datter ellers havde lånt af hende.
Det gav ifølge kvinden anledning til en række trusler fra den 42-årige mand fra Haslev, som indfandt sig på adressen i Vallebo mellem kl. 20 og 21. hvor den 42-årige ifølge kvindens forklaring ringede på døren, og da den 48-årige mand åbnede døren blev han overrumplet af slag – et i panden og et på kindbenet.
Den 42-årige trængte derefter ifølge kvindens forklaring ind i huset, hvor han tog nummerpladerne som var blevet inddraget fra den 27-årige datter, og forlod derefter adressen.
Den 48-årige mand fik en rift i panden og en blå kind. Han har onsdag aften anmeldt sagen til politiet, efter at have været en tur på skadestuen for at få registreret skaderne.
Kommentarer