Familieiværksætterne er kommet godt fra start
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/07/baby-620x316.jpg)
Faxe Kommune: For et halvt år siden startede første hold af familieiværksættere i Faxe Kommune.
Nu er opstarten af det syvende hold lige om hjørnet og tilfredsheden med tilbuddet er både til at mærke og se.
Familieiværksætterne er et tilbud til nye børnefamilier i Faxe Kommune, som sætter fokus på en god start på det nye familieliv. Det gøres gennem en kursusrække på i alt 17 møder, der strækker sig over en længere periode fra den tidlige graviditet til barnet er cirka halvandet år gammelt. Kursusrækken gennemføres i et bredt samarbejde med både det offentlige, private og frivillige område.
Indtil videre er der 50 familier på de i gangværende seks hold, og et syvende hold er lige på trapperne.
– De første evalueringer af Familieiværksætterne er nu blevet gennemført, og de viser ikke blot en stor tilfredshed med tilbuddet, men også at tilfredsheden stiger, jo længere ind i forløbet forældrene kommer. Derfor peger alt indtil videre på, at Familieiværksætterne gør en positiv forskel for nye børnefamilier, fortæller Dorte Baunsgaard, ledende sundhedsplejerske.
Fædrene er godt med
En væsentlig ide med Familieiværksætterne er at inddrage faderrollen i højere grad end i traditionel sundhedspleje. Derfor er det et godt tegn, at især mændene i evalueringen har angivet en høj tilfredshed med møderne.
Derudover har Familieiværksætterne til formål at danne netværk mellem forældre og danne gode rammer for, at de bruger hinanden aktivt, for eksempel til vidensdeling. Selvom evalueringen viser en forsigtig start på netværksdannelse, så er det tydeligt, at forældrene bruger hinanden mere og mere, jo længere i forløbet de kommer. Det giver en helt anden værdi for forældrene, når de kan bruge hinanden og dele deres oplevelser med andre i samme situation.
Endelig viser evalueringen, at forældrenes tilfredshed er meget stabil gennem forløbet, selvom der reelt er forskel på mødernes indhold og undervisere. Det første hold af familieiværksættere har for eksempel nu været igennem i alt 10 møder og har således både mødt sundhedsplejerske, jurister, bankrådgivere, jordemoder, psykolog, ergoterapeut og socialrådgiver.
Godt forberedt på fødslen
Mødet med sundhedsplejersken og jordemoderen er interessant, da de er de mest gennemgående fagpersoner, som forældrene møder inden fødslen. Her antyder evalueringen, at forældrene finder stor værdi i begge fagligheder, og ser et fornuftigt samspil mellem disse og forældrene føler sig godt forberedt på fødslen. Det er derfor nærliggende at konkludere, at Familieiværksætterne giver nye børnefamilier et tilbud, som virker både sammenhængende, simpelt og ikke mindst relevant.
Hvis man venter sit første barn, eller hvis man er helt ny forælder, kan man deltage ved at kontakte Dorte Baunsgaard på telefon 22 99 99 66 eller på mail doba@faxekommune.dk.
Kommentarer