Haslev

Fantastisk campingsommer forgylder Vandkantsdanmark og skaber job

Den gode sommer i 2018 har givet campingpladserne 9,9 millioner overnatninger i år. Det har sendt en guldregn på cirka 6,4 milliarder kroner ud over Vandkantsdanmark, påpeger brancheorganisationen OCFF.

Den fantastiske sommer 2018 blev en tiltrængt løftestang for campingbranchen. I alt 9.880.607 overnatninger blev det til fra 1. januar til 1. september, en fremgang på 4,7 procent i forhold til samme periode i 2017, da overnatningstallet var 9.434.187.

Antallet af overnatninger i de fire sommermåneder maj til august steg med hele seks procent i forhold til de samme måneder i 2017. August rundede således sæsonen af med en stigning på 52.000 overnatninger til 2,1 millioner overnatninger. Væksten i antallet af udenlandske gæster i august i forhold til samme måned i 2017 var på hele 15 procent, viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik.

Guldregn over Vandkantsdanmark

Det store antal overnattende gæster i sommermånederne har været medvirkende til at sprede en tiltrængt guldregn på omkring 6,4 milliarder kroner i 2018 ud over især de tyndt befolkede dele af Danmark, også kendt som Vandkantsdanmark, påpeger brancheorganisationen Outdoor Camping Ferie Fritid (OCFF). Resultatet er flere hundrede nye arbejdspladser.

– Sommerperioden maj til august 2018 var den bedste sæson længe, og der var en stor tilstrømning af udenlandske gæster på campingpladserne. Og det er godt, da de bruger flere penge end danskerne, siger Jens Brendstrup, direktør for OCFF.

600 nye job

Visit Denmark har opgjort døgnforbruget – forbrug pr. overnatning – til 750 kroner for udenlandske gæster og 650 kroner for danske gæster i campingpladsernes nærområde.

– Dermed har campingpladserne genereret en omsætning, typisk i udkantsområderne, på 6,4 milliarder kroner, hvoraf de 700 millioner er en stigning i forhold til 2017. Omregnet til beskæftigelse er der tale om 600 nye, lokale årsværk, påpeger Jens Brendstrup fra OCFF.

Kommentarer