Far fik 1 år og 6 måneder for vold mod søn

Rønnede: En 37-årig mand fra Rønnede fik i dag et år og seks måneders fængsel for vold mod sin søn ved retten i Næstved
Torsdag den 11. december faldt der dom i en opsigtsvækkende voldssag mod 37-årig tidligere rocker ved retten i Næstved. Den 37-årige far fik et år og seks måneders fængsel for vold mod sin egen søn.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, blev han derudover dømt for at have været voldelig overfor en tidligere kæreste og for at have truet to tidligere kærester.
Manden ankede dommen til frifindelse. Han blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen. Forsvareren kærede spørgsmålet om varetægtsfængslingen.
Den 37-årig mand blev anholdt i sit hjem i Rønnede i juni. Siden da har han siddet varetægtsfængslet, tiltalt for at have udsat sin nu 11-årige søn, for vold og trusler siden sønnen var tre år gammel.
Læs også: 37-årig mand har mishandlet sin søn i årevis
Manden blev kendt skyldig i at have givet sin søn lussinger og knytnæveslag, sparket ham, taget kvælertag på ham ved at løfte ham op fra gulvet, så han ikke kunne trække vejret, revet ham i håret og banket hans hoved ned i en madkasse, så han fik en stor bule i panden. Det oplyser anklageren Jeanette W. Andersen der er tilfreds med dommen. Det skriver Ekstra Bladet.
Sønnen har, siden han var 14 måneder gammel, boet alene sammen med sin far på skiftende adresser i blandt andet Rønnede og Køge. Han bor i øjeblikket i Solrød, hos sin mor, der nu forsøger at få forældremyndigheden.
Kommentarer