Penge afsat til projektering af Faxe Badeplads
Faxe Ladeplads: En ny badebro i Faxe Ladeplads, er måske rykket tættere på, idet projektet er nævnt i Byrådets budgetforlig 2012 – 2015.
I det netop vedtagne budgetforlig for årene 2012 til 2015 er projektering af en ny badeplads i Faxe Ladeplads et af de projekter, der skal dækkes af den netop vedtagne Udviklingspulje for 2012.
Det er et ambitiøst projekt Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening, i samarbejde med en række lokale borgere, har forelagt byrådet.
Projektet Faxe Badeplads omfatter en handicapvenlig badebro på ydersiden af den gamle lystbådehavns mole, ud for den gamle ophalerplads til højre for nedkørslen til lystbådehavnen.
Udover selve badebroen skal Faxe Badeplads bestå af en række betonplatforme til forskellige aktiviteter, såsom en “Tarzan-bane” med forskellige klatrenet, et kajakhotel hvor man kan låse sin kajak/kano fast om natten samt en klatrevæg. Badebroen skal forbindes med en fast sti til molen, så også handicappede kan benytte den. Det foreslås også at der bygges et ”Shelter”, altså en åben overnatningsmulighed for både roere og cyklende turister.
Både Friluftsrådet, Lokale- og Anlægsfonden og LAG har vist stor interesse for det spændende projektet, som der også er plads til, selvom der anlægges en ny større lystbådehavn.
Idéhaverne bag projektet forestiller sig at hele anlægget overdrages til Faxe Kommune, når det engang er færdigt.
Kommentarer