Faxe Bibliotek indfører ny chipteknologi

FAXE: Biblioteket indfører ny chipteknologi, og så snart 70.000 chips er på plads udvides åbningstiden.
Faxe Bibliotek er lige nu igang med at indføre ny teknologi, der gør at biblioteket kan udvide åbningstiden med selvbetjent åbningstid. Der vil fortsat være samme betjente åbningstid som nu med personlig hjælp til at finde information, få anbefaling af gode bøger, eller få praktisk hjælp til at bruge biblioteket. Fremover vil indførelsen af den nye teknologi gøre at biblioteket kan benyttes fra tidligt om morgenen til ud på aftenen.
To nye selvbetjeningsautomater installeres på biblioteket, hvor brugere selv kan låne og aflevere bøger, film, musik osv. Den nye chipteknologi gør selvbetjeningen langt mere enkelt for brugerne.
Lige nu er personalet på biblioteket i fuld gang med at klistre en chip ind i hvert enkelt materiale, og derefter biver nummeret på stregkoden konverteret til den nye RFID-chipteknologi. I alt skal de gamle stregkoder på 70.000 bøger, musik-cd’er og film mv erstattes med en chip.
I første omgang skal chippen kun bruges til registreing af udlån og aflevering, men på sigt giver teknologien også en række andre muligheder fx. til hurtigt at finde mere information, om den bog, du har fundet på hylden.
“Det er et skridt ind i fremtidens borgerbetjening, der meget snart er en mulighed på bibliotekerne i Haslev og Faxe. Mange vil kunne betjene sig selv og så får man altså muligheden for at gøre det fra tidlig morgen til sen aften, samt i weekenden. Og dem der endnu ikke har mod på at benytte sig af selvbetjeningen, vil stadig kunne besøge Biblioteks- og Borgerservice i den betjente åbningstid og dermed få en personlig hjælp til de ting, man har brug for.” siger Martin Hillerup, Formand for Erhvervs- og Kulturudvalget.
Sidst i juni måned bliver de to nye selvbetjeningsautomater installeret på Faxe Bibliotek, og næste skridt bliver at åbningstiden bliver udvidet. Biblioteket bliver videoovervågning for at undgå tyveri, hærværk og lignende.
Kommentarer