Faxe-borgere skal betale for Royal Unibrew´s spildevand
Faxe: Teknik og Miljøudvalget betegner det som rimeligt at borgerne betaler mere i afledningsafgift for at Royal Unibrew kan slippe billigere.
Royal Unibrew, har bedt om fritagelse for udgiften til at transportere spildevand til kommunens rensningsanlæg. Det er der foreløbigt flertal for i byrådet – og dermed sendes regningen videre til borgerne, hvor vandafledningsafgiften for en gennemsnitsfamilie stiger med 800 kroner om året, skriver Sjællandske.
Teknik og Miljøudvalgsformand René Tuekær (Borgerlisten) betegner det som en fair løsning og sammenligner forholdene i Faxe med Kalundborg, hvor Novo Nordisk heller ikke betaler mere i vandafledningsafgift.
– Royal Unibrew er en virkelig stor vandforbruger, som i mange år har holdt vandafledningsafgiften nede i Faxe Kommune, siger René Tuekær til avisen.
Nelle Søndermand (SF) kalder det derimod urimelig erhvervsstøtte og peger på, at private borgere og øvrige virksomheder fremover skal financiere Royal Unibrews udledning af spildevand.
Teknik- og miljøudvalget har godkendt at Royal Unibrew fritages for at betale de 7,9 millioner årligt. Såfremt økonomiudvalget og Byrådet støtter den beslutning vil afledningsafgiften for en gennemsnitsfamilie stige med 800 kroner om året.
Royal Unibrew er Danmarks næststørste bryggeri, og forventer selv at 2011 slutter med en samlet nettoomsætning på mellem 3, 4 og 3,5 milliader kroner.
Kommentarer