Faxe Brand og Redning er regionens langsomste

Faxe Kommune: Faxe Brand og Redning kommer ind på en kedelig tiende sidste plads på landsplan når det gælder udrykningstider
Faxe Brand og Redning var i gennemsnit fremme på skadestedet på 11 minutter i 2011, hvilket er næsten et halvt minut langsommere end i 2010. Det er lidt over tre minutter mere end landsgennemsnittet for de kommunale redningsberedskabers udrykningstid. Kun ni kommunale redningsberedskabers er langsommere.
Det betyder samtidigt at Faxe sammen med Vordingborg er de kommuner i Region Sjælland, hvor det tager længst tid før hjælpen når frem.
I 2011 var de kommunale redningsberedskabers gennemsnitlige udrykningstid 7 minutter og 51 sekunder mod 8 minutter og 7 sekunder året før.
På Sjælland faldt den gennemsnitlige udrykningstid fra 9 minutter og 36 sekunder i 2010 til 9 minutter og 12 sekunder.
Det viser en opgørelse over de kommunale redningsberedskabers udrykningstider for 2011, som Beredsskabstyrelsen netop har offentliggjort.
Udrykningstiden er den tid, der går fra alarmcentralen har afgivet alarmen, til køretøjet er fremme på skadesstedet. Den indikerer dermed, hvor hurtigt brandfolkene kan påbegynde sluknings- eller redningsarbejdet.
Forskellen på udrykningstiderne i de forskellige landsdele hænger sammen med antallet af heltids- og deltidsberedskaber, placering af brandstationerne og de uens køreafstande.
Udrykningsstatistikken baserer sig på de enkelte redningsberedskabers indberetninger i ODIN, der er en forkortelse for online dataregistrerings- og indberetningssystem, som drives af Beredskabsstyrelsen.
Kommentarer