Faxe Brand & Redning reddede mand fra at drukne
Mosebølle: Faxe Brand og Redning reddede lørdag ved middagstid en mand fra at drukne i en å i Mosebølle ca. 10 km vest for Faxe Ladeplads.
En beboer i Mosebølle lidt udenfor Faxe Ladeplads blev lørdag middag reddet fra at drukne i en å af Faxe Brand & Redning.
Den 52-årige manden ville rense det rør der fører vandet fra en å under vejen, der fører op til hans hus. På grund af den voldsomme regn var åen gået over sine bredder og røret under vejen kunne ikke aftage vandet. Manden gik over til sin nabo og spurgte om hjælp til at rense røret, og gik derefter iført vaders igang med at rense røret.
– Jeg var i gang med at tage regntøj på da jeg hørte råb nede fra åen, fortæller naboen til Faxe.nu
– Jeg skyndte mig ned til åen og kunne se at min nabo befandt sig i åen, og den voldsomme strøm var ved at trække ham ned under vandet og ind i røret. Han havde fået fyldt sine vaders med vand og strømmen trak ham ned, forklarer naboen til Faxe.nu.
Naboen skyndte sig tilbage til sit hus for at hente et reb, og bad samtidig sin kone om at ringe 112, hvorefter han løb tilbage til åen, hvor han fik bundet manden fast til et træ, men kunne ikke trække ham op.
Faxe Brand og Redning ankom til stedet kort efter, og lagde hurtigt en stige på tværs af åen og to brandfolk, Niels Lehmannn og og Lars Kelddal hoppede i vandet og fik fat i manden. Ved hjælp af stigen og reb fik Faxe Band og Redning trukket manden op af åen.
– Det var på et hængende hår. Manden stod i vand til hagen, og var på nippet til at blive suget ned i vandløbet, da redningsmandskabet kom, siger vagtchef Søren Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Efterfølgende blev manden efterset af ambulancefolk og pakket ind i varmetæppe. Både han og naboen var tydeligt påvirket af den voldsomme oplevelse.
Kommentarer