Haslev

Faxe byråd svarer på åbent brev fra Lærerkredsen

Læserbrev: Svar fra Faxe byråd på åbent brev fra Lærerkredsen for Faxe og Vordingborg

Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening (DLF) er i konflikt. Baggrunden er uenighed om tjenestetiden, hvor KL’s krav går ud på afskaffelse af centralt aftalte tjenestetidsregler. Det krav bakker Faxe kommune op som medlem af KL.

Afskaffelse af den centrale tjenestetidsaftale betyder ikke, at lærerne skal arbejde mere, og lærerne skal fortsat have den fornødne tid til forberedelse og bearbejdelse af undervisningen. KL og kommunerne ønsker modsat DLF, at lærernes arbejde fremover udelukkende planlægges og aftales på den enkelte skole i et samarbejde mellem ledelse og lærere.

Faxe Byråd beklager, at forhandlingerne er brudt sammen, og at der derfor er udløst konflikt, denne gang i form af en lock out. Ved tidligere overenskomstforhandlinger er det DLF, der har varslet strejke, denne gang har arbejdsgiverparten varslet lock out. Sådan fungerer den danske model. Baggrunden for KL’s lock out varsel var, at den eksisterende tjenestetidsaftale ville fortsætte uændret, hvis parterne ikke havde nået et forhandlingsresultat inden den 1. april.

Faxe byråd finder, at tonen mellem parterne er temmelig hård fra begge sider. Det er ikke fremmende for en løsning, og byrådet opfordrer derfor også sin egen organisation, KL, til at passe på retorikken.

Faxe Byråd finder konsekvenserne af konflikten alvorlige for både børn, forældre og lærere og skal derfor opfordre parterne til snarest muligt at genoptage forhandlingerne med henblik på at nå et resultat.

Faxe Byråd har stor respekt for lærernes arbejde. Lærerne i Faxe Kommune leverer hver dag ude på skolerne en stor arbejdsindsats præget af engagement og kvalitet. Lærernes indsats er forudsætningen for at børnene klarer sig godt videre i uddannelsessystemet og i livet.

Faxe Byråd ser frem til et fortsat godt samarbejde med lærerne uanset resultatet af den igangværende konflikt.

Venlig hilsen

Knud Erik Hansen

Borgmester

Kommentarer