Faxe Cykelmotion inviterer til fælles opstart af cykelsæsonen

Efter et par spændende arrangementer med foredrag som optakt til cykelsæsonen, inviterer Faxe Cykelmotion nu til fælles træningsopstart.
Onsdag den 26. marts klokken 19.00 inviterer Faxe Cykelmotion til fælles opstart af cykelsæsonen. Det sker i Fit og Sund, bikesal i Faxe, hvor Kim Høse vil fortælle om, hvordan man bliver klar til cykelsæsonen og giver gode råd om tøj, hastighed og holdtræning.
Kim Høse deler også sin inspirerende historie om, hvordan han kom tilbage på cyklen efter en blodprop. Få tips til, hvordan du starter op, udfordrer dig selv og forbereder dig til næste træning. Der vil efterfølgende være indendørs spinningtræning med Kim Høse.
Arrangementet er gratis, og man møder bare op. Hvis man vil være helt sikker på at være med, kan man maile til faxecykelmotion@gmail.com.
– Vi starter i Faxe Cykelmotion første træningsaften på racercykel onsdag den 2. april klokken 18.00 ved Fit og Sund i Faxe, udenfor på parkeringspladsen. Vi forklarer, inden vi cykler omkring det at cykle sammen i en gruppe. Vi gennemgår reglerne i trafikken og taler om, hvordan vi tager hensyn til hinanden på vejene og vi cykler så en tur sammen på cirka 15 kilometer, fortæller formand for Faxe Cykelmotion, Kim Pedersen.
Fra 28. april starter der hold om mandagen. Cykelruterne vil være kendte destinationer som Feddet, Gisselfeld, Bregentved og de omkringliggende byer fra Faxe – byer som Karise, Rønnede og Faxe Ladeplads.
Kommentarer