Haslev

Faxe deltager i Danmarksrekord i tandbørstning

Faxe Kommune: Skoleeleverne i Faxe Kommune skal på onsdag medvirke til en ny Danmarksrekord i tandbørstning

Onsdag den 12. september deltager mere end 700 elever fra Faxe Kommune sammen med 65.000 børn fordelt på mere end 50 kommuner i et landsdækkende forsøg på at slå Danmarksrekord i tandbørstning

Den tidligere Danmarksrekord blev sat i Esbjerg i 2007, hvor 14.046 børn børstede tænder samtidig. Det er foreningen for kommunale tandlæger, De Offentlige Tandlæger, der i et tæt samarbejde med engagerede skoleledere og skolelærere over hele landet markerer den internationale tandsundhedsdag med den landsdækkende event.

Anne Kaae-Nielsen, formand for De Offentlige Tandlæger, henviser til en helt ny undersøgelse, der tyder på, at halvdelen af alle voksne i Danmark ikke børster tænderne godt nok. Det er derfor utrolig vigtigt, understreger hun, at børn og unge lærer at børste tænderne rene og ikke mindst får den gode vane med daglig tandbørstning indarbejdet på rygmarven.

– Tandplejen i Faxe Kommune og skolerne har et utroligt fint samarbejde, og tandbørsterekordforsøget er et godt eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan give børnene en sjov, lærerig og uforglemmelig oplevelse samtidig med, at vi giver børn og forældre relevant viden. Viden, der kan omsættes til konkret handling, siger Bente Langkilde Sørensen, overtandlæge i Faxe Kommune.

Rekordforsøget er støttet af Colgate, der sponsorerer tandbørster, fluortandpasta og brochurer til samtlige børn, og samtidig sætter seje præmier på højkant – blandt andet en fest for hele klassen.

Danmarksrekord i tandbørstning løber af stablen onsdag den 12. september mellem kl. 10.35 og 10.55 på skoler rundt i kommunen. Selve rekordforsøget starter 10.50 og varer et minut.

Kommentarer