Faxe er den tredje fedeste kommune i regionen

Faxe Kommune: Region Sjælland ligger i spidsen med flest svært overvægtige borgere i forhold til landsgennemsnittet. Faxe ligger på en kedelig tredjeplads i regionen.
Den Sundhedsprofil som regionerne i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen udarbejdede sidste år, viser at Region Sjælland er landets fedeste region. Hele 16 procent af regionens borgere er svært overvægtige, med et BMI tal på over 30, hvilket er over landsgennemsnittet.
Regionens fedeste kommune er Kalundborg, men Lolland følger lige efter. Her er tæt på hver femte borger svært overvægtig. Dernæst følger Faxe på tredjepladsen og Guldborgsund på fjerdepladsen. I Guldborgsund er knap 18 procent af borgerne svært overvægtige.
– Det er en svær opgave at løse, når man først er blevet overvægtig, siger Britta Ortiz, som er lægefaglig konsulent i Region Sjælland, til folketidende.dk. Hun peger på, at der er brug for en kulturændring, specielt rettet mod de yngre generationer, så sund mad og daglig motion bliver en hel naturlig ting.
– Men det er også vigtigt at være opmærksom på, at man ikke nødvendigvis bliver syg, bare fordi man er overvægtig, fastslår Britta Ortiz. – Hvis man kun vil koncentrere sig om én ting, så er det den fysiske aktivitet man skal satse på. Selvfølgelig er fornuftig kost også vigtigt, men hvis man vil undgå at blive syg af sin overvægt, så skal der først og fremmest motion til.
Kommentarer