Faxe Forsyning får kloakhunde
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2018/03/blodhund_faxe_forsyning-620x465.jpg)
Faxe Forsyning arbejder målrettet på at finde lækager i vandledninger og kloakledninger. Især til TV-inspektion af de ca. 500 km kloakledninger i Faxe Forsynings område bruges hvert år mange penge til TV-inspektion.
Som et supplement til dyrt TV-udstyr har Faxe Forsyning startet et samarbejde op med Dansk Blodhundeklub. Blodhunde har, som de fleste er bekendt, en lugtesans, som er mange, mange gange bedre end menneskets. Blodhundene skal fremover snuse 25 km kloakledning, og dér hvor hundene reagerer, vil forsyningen foretage en TV-inspektion for at få bekræftet blodhundens opdagelse.
– Inspirationen kommer fra narkohunde og bombehunde, siger adm. direktør Henrik Ellermann og han fortsætter:
– Det er indlysende, at man kan bruge hunde til mange andre nyttige formål, og det har vist sig, at blodhunde nemt kan trænes til at finde lækager. En lækage afgiver nemlig et lugtaftryk, som den trænede hund reagerer på.
Driftschef på spildevand, Lars E. Hansen, fortæller, at forsøget starter 1. april og vil vare i 12 måneder. Fra 1. april vil jorden nemlig med garanti være frostfri, og kloaklugten vil derfor sive op igennem jorden. Han beretter endvidere, at han godt kan forestille sig, at Faxe Forsyning anskaffer to-fire hunde, som samtidig kan bruges til vagthunde på selskabets renseanlæg, hvor der fra tid til anden er ubudne gæster.
– Det forventes, at vi fra 1. april 2019 kan spare en til to millioner kroner på TV-inspektion om året, udtaler Faxe Forsynings økonomichef, Lisbeth Nybro Christensen.
– Det er klart, at der også er omkostninger ved køb og daglig pleje af to-fire store hunde, men det er alligevel en god investering, afslutter økonomichefen.
Kommentarer