Samfund

Faxe Forsyning får ny kunde- og kommunikationsstrategi

Faxe Forsynings skilt i Faxe Ladeplads om det igangværende separeringsprojekt opdelt i 4 etaper.

Faxe Forsynings bestyrelse har besluttet at iværksætte en ny kunde- og kommunikationsstrategi. Strategien skal understøtte selskabets status som det lokale forsyningsselskab igennem en række nye initiativer, som skal komme private og virksomheder til gavn.

Faxe Forsynings nye kunde- og kommunikationsstrategi er kommet til verdenen gennem en ekstern proces, hvor en række borgere og virksomheder i kommunen er blevet interviewet og et kommunikationsbureau har givet sine bud på god kommunikation for Faxe Forsyning, og gennem en intern proces, hvor såvel medarbejdere som bestyrelse har givet sine bidrag.

– Faxe Forsyning vil opfattes og mærkes som det lokale forsyningsselskab i hele Faxe Kommune, og vi stræber efter, at vi – ud over sikker drift og en sund økonomi – yder en god service, der kan mærkes. Med strategien tænker vi også bredere, idet vi vil fokusere på mere information om vores virke, om miljøet osv.” udtaler bestyrelsesformand Lars Juul

Strategien indeholder en række initiativer

For eksempel vil selskabet i løbet af 2017 henvende sig til alle grundejerforeninger med henblik på en gennemgang af de offentlige kloaker i nærområdet.

– Vi tænker, at de beboere, som bor i området, er de bedste til at udpege eventuelle unormale tilstande. Vi tænker, at samarbejdet, der er et tilbud og er frivilligt, kan hjælpe Faxe Forsyning med at opdage tilstoppede kloakker før de resulterer i oversvømmelser osv. Initiativet skal ses som et supplement til de planlagte TV-inspektioner, og vil hurtigt kunne fortælle os, om der er fremmedlegemer i kloakken, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Et andet initiativ er skole- og besøgstjenesten

Faxe Forsyning har i dag cirka 20 besøg om året på vandværker og på renseanlæggene. Det er typisk skoleklasser, som i forbindelse med naturvidenskabsfag kommer forbi og ser ’den virkelige verden’. Faxe Forsyning vil gerne – i samarbejde med kommunens skoler – få etableret et tættere bånd mellem undervisning om natur/miljø og spildevandsrensning/vandforsyning.

– Viden om ’vandets vej’ er grundlæggende for forståelsen for, hvordan miljøet fungerer, og her kan vi hjælpe skoler og andre interesserede ved at arrangere spændende besøg hos os.

-Forsyningsbranchen lever for det meste i ubemærkethed. Det er som regel kun ved driftsforstyrrelser og dårlige sager, at vi får opmærksomhed. Det vil vi gerne ændre lidt på, og mine medarbejdere og jeg synes selv, at vi har meget at byde på. Vi har mange tilfredse kunder, og i fremtiden håber vi på flere, udtaler administrerende direktør Henrik Ellermann.

Tre nye slogans

I fobindelse med arbejdet den nye strategi er der er udviklet tre nye slogans, som skal anvendes i kampagner og lignende. Et til Faxe Vandforsyning: ‘Oppetid på 99,999 %’, et til Faxe Spildevand ‘Vi renser 190 liter spildevand i sekundet’ og et til Faxe Affald: ‘Vi kommer overalt’.

Man kan læse mere om kunde- og kommunikationsstrategien på Faxe Forsynings hjemmeside eller kontakte adm. direktør Henrik Ellermann på telefon 4131 8469.

Kommentarer