Haslev

Faxe Forsyning vil undersøge kundernes tilfredshed

Haslev: Faxe Forsyning sender om få dage et spørgeskema ud til 2.000 husstande i Faxe Kommune

En undersøgelse blandt 2.000 husstande i Faxe Kommune skal bruges på at give kunderne en endnu bedre service. Blandt besvarelserne vil der blive trukket lod om flere præmier, blandt andet en iPad.

Lørdag den 26. maj vil 2.000 husstande spredt over hele Faxe Kommune modtage et brev fra Faxe Forsyning med opfordring til at deltage i en stor undersøgelse, der skal give et praj om kundernes tilfredshed med forsyningen. Spørgsmålene om tilfredsheden fokuserer på områderne affald, vand og spildevand.

Det er første gang, Faxe Forsyning gennemfører en egentlig tilfredshedsundersøgelse, og ifølge bestyrelsesformand René Tuekær giver spørgeskemaet kunderne en direkte indflydelse på udviklingen hos Faxe Forsyning:

– Undersøgelsen har stor værdi både for os og kunderne. Vi vil rigtigt gerne lytte til vores kunder og høre, hvordan vi kan blive bedre. Og omvendt får kunderne mulighed for at påvirke os i den retning, de ønsker.

Spørgeskemaet bliver sendt af sted fredag den 25. maj, så langt størstedelen af de 2.000 husstande modtager materialet om lørdagen. Kunderne kan herefter give deres svar via internettet til og med søndag den 10. juni, hvorefter et eksternt firma vil behandle svarene. I brevet får modtagerne et brugernavn og en personlig kode samt en nøje vejledning i, hvordan de kommer i gang med svarene. Alle svar er 100 procent anonyme.

I forbindelse med undersøgelsen vil kunderne få mulighed for at tilmelde sig et brugerpanel, så de fremover bliver hørt, når Faxe Forsyning ønsker at få kundernes vurdering i bestemte sa-ger. Det kræver, at kunden oplyser sin mail-adresse, men teknisk set er systemet bygget op, så man bevarer sin anonymitet, når svarene samles.

Blandt alle, der svarer på spørgeskemaet, vil der blive trukket lod om en iPad til en værdi af 4.399 kroner samt fem gavekort á 500 kroner til butikker i kommunen. Vinderne får direkte besked i uge 25, og navnene vil efterfølgende blive offentliggjort i ugeaviserne og på www.faxeforsyning.dk. Præmierne skal være med til at sikre så stor en svarprocent som muligt, så Faxe Forsyning får det bedst mulige grundlag at træffe beslutninger på, fortæller René Tuekær.

Resultatet af undersøgelsen vil munde ud i en handlingsplan, der vil være klar i løbet af efteråret 2012.

Kommentarer