Faxe Forsynings kunder har 4,5 mio. kr. til gode hos kunderne
Faxe Forsynings kunder har 4,5 mio. kr. til gode hos kunderne
Overskriften er måske lidt kryptisk, men den dækker over det faktum, at Faxe Forsyning A/S
har ca. 4,5 mio. kr. til gode hos kunderne, og kommer pengene ikke i hus, må de betalende
kunder desværre dække dette beløb.
80 pct. af Faxe Forsynings kunder betaler sine regninger på vand, spildevand og affald til tiden.
19,5 pct. betaler forsinket efter en eller flere rykkere, og 0,5 pct. svarende til 75 ud af de
ca. 16.500 husstande i kommunen har en restance, som enten allerede er sendt til Skat eller
snart vil blive det.
I alt har Faxe Forsynings betalende kunder ca. 2,3 mio. kr. til gode hos de kunder, som ikke
betaler, og som nu behandles af Skat. Beløbet er genereret over flere år. Hvis selskabet ikke
modtager betalingerne, er det kollektivet, som desværre må betale. Derudover er der 2,2 mio.
kr. i restance, men disse forventer Faxe Forsyning kommer i hus inden årets udgang.
Faxe Forsyning arbejder kontinuerligt med at få alle kunder til at betale til tiden, og Kundeservices
medarbejdere har dagligt kontakt med kunder, som af forskellige årsager ikke formår at
betale. Da Skat for et par år siden lukkede inddrivelsessystemet EFI, kunne det mærkes negativt
på forsyningsselskabernes tilgodehavender hos kunderne, og derfor er der bl.a. nu åbnet
op for at forsyningsselskaberne kan involvere fx Ribers Kredit Information. Det vil Faxe Forsyning
begynde med fra 1. september 2018.
Bestyrelsesformand Lars Juul udtaler, at inddrivelse af restancer er en prioriteret opgave for
Faxe Forsyning, og jeg ved, at Kundeservice gør meget for at undgå, at en restance ender hos
Skat. Blandt andet giver den personlige kontakt mellem kunde og Faxe Forsyning ofte pote,
men der er desværre også sager, som ender hos Skat. Hvert år ender ca. 150 sager hos Skat.
Det er rigtigt ærgerligt for alle parter.
Næstformand René Tuekær udtaler supplerende, at han synes det er rigtigt ærgerligt, at de
forholdsvis få skyldnere skal lukrere på de mange, som betaler. Alle skal betale for de ydelser,
de får, og gør man ikke det, har de betalende borgere krav på, at der gøres en indsats for at få
restancerne i hus. Derfor hilser jeg det velkomment, at man bruger alle de lovlige muligheder,
som man har. Jeg synes ikke, at 2,3 mio. kr. er småpenge.
Kommentarer