Faxe fortsat i Sikker Trafiks Guldliga
For tredje år i træk er Faxe Kommune regional vinder i årets skoletrafiktest.
Faxe Kommune opnåede 82 ud af 100 point i den test, som Rådet for Sikker Trafik laver en gang om året.
I dette års Kommunernes Trafiktest lykkedes det Faxe Kommune at overgå sidste års resultat med et enkelt point, så kommunen fastholder og finjusterer hele tiden indsatsen for at gøre børn og unge mere sikre i trafikken.
Engagerede færdselskontaktlærere på skolerne er med til at prioritere trafiksikkerheden højt i undervisningen. Samtidig prioriterer byrådet en million kroner om året i forbedringer af sikkerheden, ligesom der er afsat seks millioner kroner om året til nye cykelstier.
De mindste elever deltager i en gå-prøve, og eleverne i 6. klasse deltager i cyklistprøven. Herudover tilbyder Faxe kommune særlige trafikdage for alle kommunens 5. og 9. klasser, hvor der er særligt fokus på trafiksikkerhed. På den måde er der fokus på, hvordan man færdes i trafikken fra eleverne er helt små frem til skolerne slipper dem efter 9. klasse.
– Det glædeligt med så flot en placering igen i år. Vi lægger os i selen for at sikre børnenes vej til skole, så de selv kan hoppe i sadlen og cykle. Det er en prioritet i Faxe Kommune, at vi har gode, sikre cykelstier, ligesom det også er en prioritet at motivere til at være fysisk aktiv i vores kommune – det gælder både børn og voksne. En stor ros til de engagerede ansatte på skolerne, som sætter en ære i at ruste børnene til at færdes sikkert i trafikken, siger Mikkel Dam, formand for Børn & Læringsudvalget.
Esbjerg og Aabenraa er dette års topscorere med 95 point hver.
Om undersøgelsen “Kommunernes Trafiktest”
I Rådet for Sikker Trafik årlige “Kommunernes Trafiktest” bliver kommunerne spurgt, hvor mange og hvilke indsatser de har overfor børn og unge. For eksempel om man har en trafikpolitik, prioriterer færdselsundervisningen på skolerne, samarbejder på tværs af forvaltningerne, afholder gå- og cyklistprøver med videre. Kommunerne bliver målt på indsatser, der kan gøre børn fra 0-18 år mere sikre i trafikken, og kommunerne kan få fra 0 til 100 point alt efter, hvor mange og hvilke indsatser de har. Undersøgelsen har været gennemført hvert år siden 2010.
Kommentarer