Faxe Jobcenter: Forsøg med vikarjob er vejen frem for seniorer
Forsøg på Faxe Jobcenter viser, at vikarbureauer er gode til at få seniorer i arbejde. Ny pulje fra regeringen på 10,2 millioner kroner årligt, skal give alle kommuner mulighed for at prøve det af.
Det er markant sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man mister sit arbejde som +50 årig. Det dokumenterede Ældre Sagens store ledighedsundersøgelse i 2013. Det skriver BT.
På Faxe Jobcenter har man i samarbejde med vikarbureauer fået en del ældre ledige i arbejde. Nogen også i varig beskæftigelse.
Jobcenterchef Vibeke Dyhr fra Faxe Kommune fortæller, at der har været mange fordomme blandt ledige om vikarbureauerne. Det fik jobcenteret til at arrangere to fællesmøder for ledige, hvor vikarbureauerne fortalte om deres arbejde og ledige stillinger. Efterfølgende har vikarbureauerne siddet en gang om ugen på Jobcenteret. Forsøget skulle vise sig, at blive en stor succes.
Alle kommuner skal have mulighed
Også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener at forsøgene med vikarbureauerne er en god ide. Han har nu oprettet en ny pulje, der skal give kommunerne mulighed for at lave flere forsøg med at inddrage vikarbureauerne i at få seniorer i arbejde.
– Jeg har det rigtig skidt med, at seniorerne har svært ved at komme i arbejde igen ved ledighed. Jeg ved godt, at det her initiativ ikke kan stå alene, men pointen er, at seniorer har gavn af at få en trædesten ind på arbejdsmarkedet igen, og det viser sig, at vikarbureauerne kan være med til at bane vejen for en fast stilling, siger Troels Lund Poulsen til BT.
Beskæftigelsesministeren vil i det nye år informere blandt andre de nyvalgte borgmestre og udvalgsformænd om, hvor vigtigt det er, at jobcentrene har fokus på seniorpolitik. Han vil anbefale kommunerne, at de udover vikarbureauerne også samarbejder med netværket Senior Erhverv, der har kontakt til virksomhederne.
– Sandheden er, at det ikke er arbejdsmiljøet, der forhindrer seniorerne i at være på arbejdsmarkedet. Jobcentrene gør ikke nok, og virksomhederne har ikke nok blik for seniorerne. Det skal vi have ændret, siger Troels Lund Poulsen til BT.
Håndholdt individuel indsats
I Nordfyns Kommune har man kørt et forsøg, hvos kommunens sagsbehandler, en virksomhedskonsulent og en ansat fra vikarbureauet i fællesskab har deltaget i vejledningen af den ledige.
– Vi kunne se, at det specielt gjorde en forskel for dem over 50 år. De fik en håndholdt individuel indsats ud fra deres erfaring og kompetencer. Det kan godt være, at et vikarjob er af kortere varighed, men jeg foretrækker at kalde det muligheden for at komme ud til den længste jobsamtale, hvor man virkelig kan vise, hvad man kan, siger teamleder Janne Petersen i Nordfyns Kommune
Vikarbureauet fortsætter gerne samarbejdet
– Vi formidler især vikarjob til ufaglærte. Og en af grundene til at de +50 årige har glæde af projektet er, at de allerede har gjort sig erfaringer på arbejdsmarkedet, som kan bruges i vikariater med dags varsel. Vi har masser af job, og vi vil meget gerne fortsætte samarbejdet med Jobcenteret, siger Rikke Engelund. er afdelingsleder i Vikarbureauet JKS, der var en del af samarbejdet i Faxe Kommune.
Om netværket Senior Erhverv
Senior Erhverv er et frivilligt netværk for jobsøgende seniorer, flexlønnere, efterlønnere, kontanthjælpsmodtagere, pensionister og andre, der ønsker at gøre en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Faktaboks:
- Fem kommuner har deltaget i forsøg med at samarbejde med vikarbureauer om at få ledige borgere i job: Faxe, Nordfyns, Gentofte, Aarhus og Syddjurs
- 522 ledige har været omfattet af indsatsen
- 151 har været i vikarjob
- 67,2 pct har opnået ordinær beskæftigelse ved projektets afslutning på gennemsnitlig 30 t/ugen.
- Forsøget med samarbejde med vikarbureauer gælder fra 1/1 – 2018 – 31/3 2019, og puljen kan søges indtil 18. december i år.
- Vikarbranchen beskæftigede i 2016 109.000 personer, hvilket svarer til 24.000 fuldtidspersoner
Kilde: BT
Kommentarer