Faxe Kommune deltager i Earth Hour 2015
Faxe Kommune deltager på lørdag igen i år i den verdensomspændende Earth Hour, hvor lyset slukkes for klimaet.
Lørdag den 28. marts mellem klokken 20.30 og 21.30 deltager Faxe Kommune igen aktivt i Earth Hour og slukker lyset på gader og stræder og i kommunens bygninger. Earth Hour er WWF Verdensnaturfondens globale klimakampagne, der på dansk hedder ”Sluk Lyset”.
I lige netop dén time slukkes lyset verden over i store og små byer. Den mørke time er et symbol på, at vi sparer på energien, fordi vi gerne vil passe på klimaet. Sluk Lyset-kampagnen handler om at vise, at vi tager klimaforandringerne seriøst og gerne handler for at gøre noget godt for klimaet. Over hele verden slukker byer, kommuner og borgere lyset i dén time, så mørklægningen i princippet kan ses helt ude fra rummet.
– Vi synes, at det er vigtigt at sætte fokus på klimaet og de forandringer, der sker i øjeblikket. Derfor vil vi gerne vise vores engagement ved at deltage i Earth Hour, siger formand for Faxe kommunes Teknik- og Miljøudvalg Ivan Lilleng.
Kommunen opfordrer desuden borgere og virksomheder i Faxe Kommune til at gøre det samme.
– Jo flere, der slukker lyset i den mørke time, jo stærkere er signalet, siger Ivan Lilleng.
– Det er dejligt at se den store opbakning, der igen i år er til WWF’s Sluk Lyset-kampagne. Det viser, at vi er mange, der tager klimaforandringerne alvorligt. Der er mange initiativer i gang og bud på løsninger ude i kommunerne. Det er vigtigt, og det glæder mig, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden. Hun siger også:
– Klimaforandringerne er en realitet. 2014 blev historiens varmeste år, og både i udlandet og herhjemme oplever vi mere ekstremt vejr med skybrud, storme og oversvømmelser. Earth Hour er en global kampagne, hvor vi over hele kloden sætter fokus på klimaforandringerne.”
Fakta om Sluk Lyset
Hvert år i marts engagerer WWF millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder, kommuner og byer over hele kloden for at sætte fokus på klimaet.
Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset en time for klimaet.
Man kan læse mere på www.sluklyset.dk
Kommentarer