Faxe Kommune får et udsatteråd
Faxe Kommune: Borgere med særlige sociale problemstillinger får nu deres helt eget talerør i Faxe Kommune. Byrådet har netop godkendt vedtægter og forslag til organisering af et udsatteråd.
Med et formaliseret udsatteråd giver byrådet således en gruppe mennesker, der ellers føler, at de har udfordringer med at blive hørt, mulighed for at komme til orde.
Ifølge Rådet for Udsatte var der i 2015 etableret 31 udsatteråd på landsplan, og i 17 kommuner var der vedtaget en udsattepolitik.
Udsatterådet kan rådgive om udsattes særlige udfordringer i Faxe Kommune og forelægge problemstillinger, initiativer og ideer for både forvaltningen og byrådet, herunder Social- og Sundhedsudvalget.
Af konkrete opgaver foreslås der, at udsatterådet kan være med til at udarbejde Faxe Kommunes Udsattepolitik og en handlingsplan for regeringens mål for social mobilitet.
Social- og Sundhedsudvalgets formand Mogens Stilhoff glæder sig over at det første skridt er taget, og han er sikker på, at der findes de rette personer til at repræsentere de udsatte i udsatterådet. Udsatte defineres i denne sammenhæng som personer, der på grund af en social begivenhed befinder sig i en udsat livssituation. Dette omfatter økonomisk udsatte, traumatiserede, misbrugere, hjemløse med flere.
– Det er helt centralt, at vi er opmærksomme på de særlige udfordringer, denne gruppe mennesker oplever, og at vi så vidt muligt arbejder på at kunne række dem en hjælpende hånd til at komme ud af deres udsathed og til at gøre deres situation en smule lettere. Med udsatterådet får vi et råd, der har fokus på netop dét, siger Mogens Stilhoff.
Udsatterådet kommer til at bestå af én politisk repræsentant, en nøgleperson fra kommunen, mens syv af pladserne indstilles af henholdsvis væresteder, interesseorganisationer og boligorganisationerne. De resterende pladser indstilles personligt, alt efter hvilke målgrupper, der mangler at blive repræsenteret.
Indstillingsprocessen foregår indtil begyndelsen af november, så udsatterådets sammensætning kan godkendes i Social- og Sundhedsudvalget den 30. november, og der forhåbentlig kan holdes det første møde i begyndelsen af det nye år.
Man kan kontakte udsatterådets sekretær, Marieke Klauder Sandvad på telefon 56 20 35 05 eller e-mail: mklau@faxekommune.dk, hvis man har spørgsmål.
Kommentarer