Haslev

Faxe Kommune fjerner en række fridage

faxe_kommune

Faxe Kommune: De ansatte i Faxe Kommune får fremover kun fri med løn til egne bryllupper, jubilæer og runde fødselsdage.

Per 1. januar 2016 fjerner Faxe Kommune en række fridage med løn. Fra den dag vil det ikke længere være muligt at holde en fridag med løn på til sin mands 25 års jubilæum. Det skriver Sjællandske.

Kommunens ansatte i Faxe Kommune har desuden kunnet holde en betalt fridag, når man skal flytte, når ens barn skal konfirmeres og når sted- og svigerforældre holder 60 års fødselsdag eller guldbryllup.

Lissie Andréa, der er tillidsrepræsentant for de akademiske medarbejdere i  Faxe Kommune  og medlem af Hovedudvalget, mener at kommunen har skåret for meget i fridagene.

– Det er meget mærkeligt, at man kan få fri til sit eget guldbryllup, men ikke kan få lov til at holde fri, når ens barn skal konfirmeres. I forhold til sammenhængen mellem arbejds- og familieliv er det en anerkendelse, at kunne holde fri med løn, siger Lissie Andréa til Sjællandske.

– Der var nogle fridage, som ikke hører til i moderne tid. Samtidig anerkender vi nu, at familieforholdene er anderledes end tidligere ved dødsfald og sygdom. Og fremover vil man også kunne søge om fri til stedbørns lægebesøg, siger  Faxe  Kommunes borgmester Knud Erik Hansen (S) til Sjællandske.

Kommentarer