Haslev

Faxe kommune først med elektroniske nøgler

Faxe Kommune: Faxe Kommune investerer, som en af de første kommuner i Danmark i nyt højteknologisk låsesystem til ældreplejen. Systemet fritager hjemmehjælperne for at have nøgler med rundt.

Det nye elektroniske låsesystem, der installeres hos borgere i Haslev i slutningen af oktober, giver en langt større sikkerhed for de borgere der får kommunal hjemmehjælp.

Nøglesystemet består i stedet for gammeldags fysiske nøgler af tre teknologiske dele: hjemmehjælperens håndholdte computer, en elektronisk dørlås og et adminstrationssystem, der via internettet har kontakt til de håndholdte computere.

Hjemmehjælperens håndholdte computer, som hjemmeplejen idag bruger til planlægning af dagligdagen, kommunikerer trådløst med dørens elektroniske lås via en sikker bluetooth forbindelse. Når hjemmehjælperen står ved døren, åbnes døren automatisk hvis hjemmehjælperens håndholdte computer er godkendt af administrationssystemet.

De små håndholdte computere, som hjemmeplejerne i forvejen er udstyret med i Faxe Kommune, kommer dermed til at fungere som nøgler, og det er kun de hjemmehjælpere, som er godkendt i systemet, der kan lukke sig ind. Adgangen styres af det centrale softwaresystem, der via internettet tildeler den enkelte hjemmehjælpers håndholdte computer rettigheder til at låse en dør op.

Glemte eller tabte nøgler undgås, og kommunen vil samtidigt spare en masse tid og penge i forbindelse med administrationen af gammeldags nøgler. Håndtering af fysiske nøgler er besværligt, især når nøgler mistes, medfører det betydelige omkostninger til administration og udskiftning af nøgler og låse.

– Det er vigtigt at pointere at Faxe Kommune hverken har valgt systemet for at optimere forretningsgange eller for at kunne kontrollere medarbejderne, udtaler ældrechef i kommunen, Tina Norking overfor Faxe.nu. – Systemet er udelukkende indkøbt for at skabe større sikkerhed for borgerne.

Med det nye elektroniske system er det muligt at udlevere en elektronisk nøgle på få minutter, nøgler kan annulleres med det samme og man kan udlevere tidsbegrænsede nøgler.

I slutningen af oktober begynder installationen af systemet ude hos borgerne i Haslev midtby og dernæst i det øvrige Haslev. Senere kommer turen til Rønnede, Faxe og resten af kommunen.

Låsesystemet leveres af den danske virksomhed BEKEY. Søren Holmblad, adm. direktør i BEKEY forklarer i videoen herunder hvordan systemet virker.

Kommentarer