Faxe Kommune giver tilladelse til nedsivningsanlæg
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/10/aabent_land_vandloeb_kloak-620x380.jpg)
Faxe Kommunes grundejere i det åbne land, der har fået påbud om at forbedre deres spildevandsrensning, har to valgmuligheder, hvis der ikke er en offentlig kloakledning i nærheden.
Enten kan man vælge selv at lave et lille renseanlæg eller bede Faxe Forsyning om at gøre det. Hvis man vælger, at Faxe Forsyning skal man betale en tilslutningsafgift på små 37.000 kroner samt betale spildevandsafgift, ligesom alle andre. Den er pt på 41 kroner per kubikmeter inklusive moms. Dertil kommer udgiften til at separere spildevand og regnvand, hvilket anslås at koste 30 til 40.000 kroner.
Hvis man selv etablerer et anlæg slipper man for at betale spildevandsafgiften, som alle andre ellers betaler. Investeringen i et lille privat renseanlæg er typisk tilbagebetalt på mellem fem og 15 år, afhængigt af om grundejeren vælger for eksempel et nedsivningsanlæg eller et minirenseanlæg.
Faxe Kommune giver tilladelse til nedsivningsanlæg
– Faxe Kommune giver tilladelse til nedsivningsanlæg, hvis bestemmelserne i spildevandsbekendtgørelsen er opfyldt, også i de såkaldte OSD- og NFI-områder, bekræfter teamkoordinator på spildevandsområdet i Faxe Kommune, Poul Jensen, i en e-mail til Sjællandske.
Det er kun i meget specielle situationer det ikke kan lade sig gøre.
– Der skal blandt andet være mindst 300 meter til vandindvindingsanlæg, som drikkevandsbrønde- og boringer, men hvis vandindvindingsanlægget forsyner mindre end 10 ejendomme med vand, kan kommunen nedsætte afstanden til 75 meter, hvis der ikke er risiko for, at nedsivningsanlægget forurener vandindvindingsanlægget, skriver Poul Jensen, ifølge Sjællandske. Og han fortsætter:
– Praksis er, at hvis Faxe Kommune vurderer, at der ikke er risiko for forurening, gives der tilladelse til nedsivningsanlæg, hvis der mindst er 75 meter fra det ansøgte nedsivningsanlæg til nærmeste drikkevandsbrønd- eller boring.
Kommentarer