Erhverv

Faxe Kommune har brug for statslige arbejdspladser

Repræsentanter for nogle af Faxe Kommunes store virksomheder Royal Unibrew A/S, Haribo Lakrids A/S og Faxe Kalk A/S og Faxe Kommune har bedt statsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervsminister Brian Mikkelsen om et møde. Målet er at få statslige arbejdspladser til Faxe Kommune.

Borgmester Knud Erik Hansen og erhvervsledere fra nogle af kommunens store virksomheder har med stor interesse er noteret, at regeringen i december 2017 vil præsentere en plan for udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til provinsen.

Nu ønsker Faxe Kommune og det lokale ervhervsliv at lægge billet ind på statslige arbejdspladser i Faxe Kommune med konstruktive forslag om konkrete placeringer.

Den seneste udflytningsrunde, “Bedre Balance” fra 2015, var et vigtigt skridt mod at skabe en bedre balance og Region Sjælland blev tilgodeset med mere end 1.200 statslige arbejdspladser. Arbejdspladserne blev dog overvejende lagt i byer i den midt- og sydvestlige del af regionen, mens kommunerne mod syd og øst blev forbigået.

Men Faxe Kommune er parat, er budskabet altså til statsministeren og erhvervsministeren.

Og så vil regeringen understøtte sine ønsker om at sikre arbejdspladser over hele Danmark ved at vælge en placering i Faxe Kommune.

Det er ikke mindst hensynet til det lokale erhvervsliv og mulighederne for at tiltrække vidensarbejdspladser til området, der er drivkraften bag ønsket om statslige arbejdspladser. Virksomhederne har svært ved at tiltrække højtuddannet arbejdskraft, blandt andet fordi det kan være vanskeligt for en ægtefælle – som ligeledes ofte er højtuddannet – at få beskæftigelse i området.

– En beslutning om at placere statslige arbejdspladser i Faxe Kommune vil modvirke en uhensigtsmæssig skævvridning af Danmark og samtidig sikre opmærksomhed på et geografisk område forholdsvis tæt på København, centralt på Sjælland og tilføre både arbejdskraft og bosætningspotentiale til området, siger Klaus Rønholt, produktionsdirektør Faxe Kalk A/S.

Mange velegnede muligheder

Faxe Kommune har både interessante bygninger og ubebyggede arealer, som kan bringes i spil som ramme om de nye statslige arbejdspladser

Alle kommunens større byer, Haslev, Faxe og Rønnede, har en optimal infrastruktur, tæt på både motorvej og gode vejforbindelser til Ringsted, Næstved, Køge, Vordingborg og København.

I brevet til statsministeren og erhvervsministeren påpeger Faxe Kommune nogle helt centrale muligheder for at etablere statslige arbejdspladser i kommunen.

Centralt i Haslev, med gåafstand til stationen, findes Grøndalsgrunden, som kan bringes i spil til nybyggeri.

Ved det tidligere seminarium, ligeledes i gåafstand til stationen, har Faxe Kommune en større ubebygget grund til nybyggeri og det tidligere kollegie, som kunne indrettes til arbejdspladser.

Endelig kunne DSB’s stationsbygning og det tidligere posthus direkte ved jernbanen være en mulighed.

Ved sydmotorvejen i Rønnede er det tidligere rådhus en mulighed for at kunne flytte direkte ind i velindrettede lokaler. En anden mulighed er det store nye erhvervsområde direkte ved sydmotorvejen.

Kommentarer