Haslev

Faxe Kommune har sat ”Fart på sproget”

boernehave1

Faxe Kommune: Faxe Kommune har medvirket i et landsdækkende forskningsprojekt for de 3- til 6-årige børn.

Alle dagtilbud/institutioner i Faxe Kommune har medvirket i forskningsprojektet ”Fart på Sproget”, der er et landsdækkende projekt for de 3- til 6-årige børn, der har kørt i perioden fra 2012 til 2015. I alt ca. 6.500 antal børn i 144 børnehaver fra danske otte kommuner har været omfattet af projektet.

– For en kommune som Faxe er det godt at kunne være en aktiv part i sådanne projekter, så vi i kommunen styrker vores fortsatte arbejde med børnene på baggrund af valide data og gennemarbejdet forskning. Det understøtter kommunens ønske om at være innovativ og muligheden for at deltage og udvikle praksis – og samtidig betyder det meget for forløbet, at daginstitutionerne har lagt så en så stor indsats og medvirket proaktivt og konstruktivt, siger direktør i Faxe Kommune Dorte Rasmussen.

I forbindelse med projektet blev daginstitutionerne i Faxe Kommune inddelt i to grupper, hvoraf den ene halvdel havde et intensivt 20 ugers forløb i 2013, mens den anden halvdel havde et tilsvarende forløb i 2014. Alle børn blev sprogvurderet før og efter sprog-projektet.

”Fart på Sproget” er unik forskning i både dansk og international sammenhæng, idet det ikke tidligere er undersøgt, hvordan en målrettet sprogindsats under hverdagsvilkår har betydning for børns sproglige udvikling.

I ”Fart på sproget” handler det om at støtte børns sproglige udvikling i børnehaven, da det gør det nemmere for børnene at lære at læse og generelt klare sig godt i skolen. Forud for forsøget har man opdaget, at mange børn har for svage sproglige kompetencer og derfor allerede er bagud ved skolestart, hvilket kan have betydning for børnenes fortsatte uddannelsesforløb.

Forsøget er finansieret af Socialstyrelsen og medfinansieret af Syddansk Universitet og udføres af en række forskere fra Syddansk Universitet.

Forskningselementer i ”Fart på Sproget”

Aktiviteterne i ”Fart på Sproget” er baseret på leg og er udviklet på baggrund af erfaringer fra international forskning, der har vist, at man kan understøtte børns sproglige udvikling, hvis der arbejdes systematisk, målrettet og eksplicit med bestemte læringsmål i forbindelse med strukturerede aktiviteter.

Forskningsprojektet har ligeledes undersøgt om børnegruppens størrelse har betydning for effekten af sprogindsatsen, og pædagogerne har derfor arbejdet med sprogindsatser i henholdsvis små og store børnegrupper.

Derudover har de undersøgt, om det har en betydning, hvordan aktiviteterne er tilrettelagt. Så en gruppe pædagoger har arbejdet ud fra et fastlagt program, mens en anden gruppe pædagoger selv har planlagt og gennemført egne aktiviteter på basis af en systematisk og eksplicit tilgang.

At arbejde systematisk betyder, at sprogindsatserne bygger på forskning i, hvordan børn tilegner sig sprog.

Eksplicit betyder, at barnets opmærksomhed rettes mod målet med en bestemt aktivitet for derved at understøtte barnets engagement og forståelse.

Forskningsresultater

På baggrund af forskningsresultaterne fra forskningsprojektet ”Fart på Sproget” samt et andet lignende forskningsprojekt ”SPELL”, som har kørt sideløbende med ”Fart på Sproget” vist, at følgende bærende elementer har betydning for børns sproglige udvikling: systematisk og eksplicit tilgang, faste læringsområder og –mål, mange gentagelser, tilpasning af sprogligt svage/stærke børn og evaluering af aktiviteter og løbende udvikling af børnenes udbytte.

– Man ved fra tidligere forskning, at børnene har behov for at blive udfordret der, hvor de er rent sprogligt. Derfor er det utrolig spændende for det fremtidige arbejde i daginstitutionerne her i Faxe Kommune, at vi har deltaget så aktivt i denne undersøgelse – for det giver os helt klart fordele i det videre arbejde med sprog og sprogtilegnelsevidere med børnene, og ikke mindst sikrer det børnene en god ballast til skolestart, siger faglig leder i Center for børn og undervisning Anette Nygaard Bang, der har stået i spidsen for projektet i Faxe Kommune.

Det fremtidige sprogarbejde i Faxe Kommune vil som følge af de nyeste forskningsresultater tage udgangspunkt i nævnte bærende elementer, hvor personale i dagtilbuddene præsenteres for konkrete værktøjer i en udleveret folder.

Ligeledes skal tale-hørekonsulenterne i mødet med børn, forældre og pædagogisk personale også tage afsæt i de bærende elementer.

Kommentarer