Haslev

Faxe Kommune har søgt om midler til byfornyelse

Faxe Kommune: 19 kommuner deriblandt Faxe har ansøgt om at få del i 2012-midlerne til områdefornyelse

Kommunernes interesse for at forny nedslidte by- og boligområder er overvældende. Det oplyser Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der har modtaget ansøgninger for over 108 mio. kr. fra i alt 19 kommuner, som ønsker at få andel i 2012-midlerne til områdefornyelse.

– Det glæder mig, at kommunerne viser så stor vilje til at investere i at forbedre nedslidte og problemramte byområder, både i landets større og mindre byer. Det store antal ansøgninger viser, at der lokalt er mange gode ideer til at styrke bymiljøer og sikre vækst, siger minister Carsten Hansen.

Interessen overrasker ministeriet, set i lyset af, at flere kommuner har givet udtryk for, at deres økonomi er meget presset. Kommunerne skal nemlig selv bidrage med det dobbelte beløb til det enkelte områdefornyelsesprojekt.

Den årlige ramme til områdefornyelse er på 50 mio. kroner så der er ikke penge til alle de kommuner der har søgt om støtte.

De mange ansøgninger bliver nu behandlet og i april får de 19 kommuner besked om, hvorvidt de får andel i dette års midler til områdefornyelse eller ej. Derefter har de udvalgte kommuner knap et år til at udarbejde et program for den konkrete gennemførelse af områdefornyelsen i samarbejde med de lokale aktører og borgere.

Fakta om områdefornyelse

Det er alene kommunerne (kommunalbestyrelserne), der kan søge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om støtte til områdefornyelse i problemfyldte byområder. Med problemramte byområder forstås:

  • • Nedslidte byområder i mindre byer under 10.000 indbyggere
  • • Nedslidte byområder i større byer
  • • Nyere boligområder med store sociale problemer
  • • Ældre erhvervs- og havneområder

Fornyelsen skal gøre bymiljøerne i områderne mere attraktive og trække en økonomisk udvikling i gang. Støtten skal blandt andet bruges til at forny gader, veje og pladser samt sætte sociale eller kulturelle aktiviteter i gang.

Blandt de 19 ansøgerne er der 13 mindre byer, otte større byer og to nyere boligområder.

Kommentarer