Haslev

Faxe Kommune indfører nyt dynamisk indkøbssystem

Nye tider på vej for håndværkere, entreprenører og andre som ønsker at løse opgaver for Faxe Kommune. Nyt Dynamisk indkøbssystem indføres for tømrer, el, maler, VVS og gulv opgaver.

 

Det betyder, at alle både i og uden for kommunen kan byde på både store og små opgaver via dette såkaldte dynamiske indkøbssystem. Alle der ønsker at byde ind på opgaverne skal dog først godkendes og oprettes i systemet. For at blive godkendt skal man opfylde en række minimumskrav, som kan ses i systemet.

Vores håb er, at det nye, dynamiske indkøbssystem skærper konkurrencen og får nuværende leverandører til at ”spidse pennen”, når de byder ind på at løse opgaver for os. Samtidig opnår vi, at nye tilbudsgivere, hermed også flere lokale leverandører, får chancen for at give tilbud på kommunens opgaver og vise, hvad de kan.

I dag bliver akutte og helt små opgaver løst, ved direkte bestilling hos en leverandør kommunen kender i forvejen – det vil de også i et vist omfang i fremtiden. Og ved lidt større opgaver bliver der indhentet tilbud fra forskellige leverandører – både inden- og udenfor kommunen.

Den proces bliver med det dynamiske indkøbssystem helt afkoblet enkelte medarbejdere. Det er samme proces, hver gang der skal gives pris, uanset hvilken medarbejder, der står for det konkrete indkøb. Og det vil være helt klart, hvordan man ”kommer på listen”, så man kan byde på kommunens opgaver – kriterierne for at man som virksomhed kan løse opgaverne vil være nøje defineret og selvsagt ens for alle.

Systemet er gennemsigtigt. Alle som er oprettet i systemet har mulighed for at se licitationsresultatet, uanset om man har afgivet bud. På den måde kan alle virksomheder se, hvilken pris de andre har budt ind med, og også hvem der har budt på opgaverne.

Du kan tilgå det nye system via dette link og lade dig online registrere som virksomhed.

Der vil være mulighed for at få nærmere information om hvordan man opretter sig i systemet, herunder hjælp til hvordan ESPD dokumentet skal udfyldes. Hvis du er interesseret så mød op på en af følgende dage og tag gerne din pc med – så kan du måske få sendt ansøgningen af sted med det samme;

Torsdag d. 21. februar 2019 kl. 15-17, Mødelokale Bregentved, Frederiksgade 9, Haslev.

Onsdag d. 27. februar 2019 kl. 15-17, Mødelokale Bregentved, Frederiksgade 9, Haslev.

Her vil Lisbeth Lysfelt fra Fællesindkøb informere og hjælpe med afklaring af hvordan man konkret får ansøgning til det dynamiske indkøbssystem sendt af sted.

Kommentarer