Haslev

Faxe Kommune indstillet til KL’s innovationspris

faxekommune

Faxe Kommune er sammen med en række samarbejdspartnere med i opløbet til Kommunernes Landsforenings Innovationspris 2013

Kommunens Rengøringsenhed har gennemført et jobrotationsprojekt, der forener faglig videreuddannelse af rengøringsmedarbejdere med integrationsarbejde samt opkvalificering af ledige borgere.

Projektet er gennemført i samarbejde mellem offentlige og private enheder, skoler og fagforening, og netop dette tætte og vellykkede samarbejde, er en stor del af grunden til at projektet er blevet betegnet som innovativt.

Deltagerne var:

Faxe Kommunes Rengøringsenhed,

Stevns Kommune,

ISS (der gør rent i Ringsted Kommune),

Fagforeningen 3F Midt & Østsjælland,

Jobcentre i Faxe, Stevns og Ringsted

Sprogcenter Næstved,

Erhvervs Uddannelses Center (EUC) Sjælland.

Her kan man læse mere om Kommunernes Landsforenings Innovationspris 2013

Tosprogede medarbejdere har været på kursus, der kombinerer sprogundervisning med faglig uddannelse. De har lært udtryk som ”moppe” og ”dosering på slump”. De er blevet undervist af en sproglærer og en rengøringsfaglig underviser, og en vigtig årsag til succesen er, at de to lærere har været til stede i hinandens timer. Medarbejderne var fordelt på 3 forskellige kurser efter deres niveau i dansk inden uddannelsen.

Læs også: Ledige skal gøre rent mens indvandrere lærer dansk

Rengøringen hjemme i kommunen blev under kursusforløbet varetaget af ledige borgere. De kom på et 2 ugers AMU kursus i erhvervsrengøring, hvorefter de arbejdede sammen med den faste medarbejder på den institution (f.eks. børnehave), som de efterfølgende skulle overtage arbejdet på. Det skabte et virkeligt godt netværk for vikaren, de andre rengøringsmedarbejdere, personale på institutionen, ledelsen osv.

De fleste medarbejder i rengøringsenheden er desuden borgere i kommunen. Projektet har derfor samtidig sikret en bedre integration af en gruppe borgere og deres familier.

Projektet har efterfølgende inspireret til andre lignende projekter, blandt andet i Park & Vej i Faxe Kommune.

Kommentarer