Faxe Kommune indvier Sofiendal Skaterpark i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/10/Sofiendal_Skaterpark_-620x380.jpg)
Sofiendal Skaterpark i Haslev er den fjerde i rækken af nye udendørs faciliteter som skyder op i byerne med mulighed for fysisk udfoldelse for alle aldre. Den bliver indviet onsdag den 25. oktober.
Onsdag den 25. oktober klokken 15.20 indvier formanden for Erhvervs- og Kulturudvalget, Dorte Nybjerg, et af Faxe Kommunes nye udendørs anlæg, Sofiendal Skaterpark.
Første anlæg var crosfitt parken i Faxe Ladeplads ved Havnevej, dernæst Parkour Parken i Karise, ‘Firkløveren’ på Drosselvej i Rønnede og nu Sofiendal Skaterpark i Haslev.
I 2018 arbejdes der på etablering af en skaterpark i Faxe.
Et centralt samlingssted
Faxe Kommune vil gerne sikre, at der er gode faciliteter i alle byer, derfor er placeringen af den nye skaterpark i Haslev heller ikke tilfældigt valgt. Området omkring Sofiendalskolen, Haslev Hallerne og svømmehallen er et centralt samlingssted, hvor der er en meget livlig trafik af børn, unge, voksne og rigtig mange kultur- og fritidsbrugere samt besøgende af enhver art.
Skaterparken er blevet skabt i et tæt samarbejde med en gruppe aktive og dygtige unge skatere fra Haslev Skaterhal i Vestergade og ikke mindst FSR Beton, som har skabt bowlen. FSR Beton er nogle af de bedste skaterbane-byggere i Danmark.
Planen for området er lavet i samarbejde med ETN Arkitekter og SNE Architects som er specialiserede rådgivere, når det gælder etablering af skaterbaner.
Bowlen er på i alt 230 kvadratmeter og egner sig til både rulleskøjter, BMX og skateboards. Til området er også etableret bænke, vandpost, fri wi-fi og kommende belysning, som har været et stort ønske fra de unge skatere.
Sofiendal Skaterpark er blevet til via de afsatte midler til udendørs fitness med videre som er på Faxe Kommunes budget i 2017.
Efter den officielle indvielse vil anlægget være frit til rådighed for alle, unge som ældre skatere.
Kommentarer