Faxe Kommune mister 5,8 mio på umuligt system
Faxe Kommune: En prognose viser at Faxe Kommune skal betale 5,8 millioner kroner i arbejdsløshedsrefusion i 2011
Efter at kommunerne i 2009 overtog ansvaret for dagpengemodtagerne fra staten, får en lang række kommuner langt fra refunderet deres udgifter fra staten. Den avancerede refusionsmodel der skulle belønne eller straffe kommunerne afhængigt af udviklingen i deres ledighed, bliver kaldt for både uforståelig, urimelig og umulig at gennemskue.
Modellen skulle sikre at kommunerne belønnes, hvis de har en mere positiv udvikling i deres ledighed end andre kommuner i landsdelen og straffes hvis udvikling er mere negativ end i de nærliggende kommuner. Det kan altså koste en dygtig kommune adskillige millioner kroner, hvis nabokommunerne er endnu dygtigere til at få de ledige i arbejde.
– Det er ikke sådan, at en kommune er herre over, om Maersk eller Vestas lukker en fabrik hos dem, eller om andre store arbejdspladser som sygehuse eller erhvervsskoler åbner eller lukker. Alt i alt har en kommune meget ringe mulighed for at påvirke antallet af job og dermed ledigheden i kommunen – især i en lavkonjunktur som nu, siger professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Asbjørn Sonne Nørgaard til Ugebrevet A4.
– Kritikerne af det nuværende system sparker åbne døre ind. Den måde, systemet er skruet sammen på, virker hverken retfærdig eller rimelig, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) der erklærer at hun vil ændre systemet.
– Det er åbenlyst, at det nuværende system ikke er velfungerende. Kommunerne har i forvejen en meget vanskelig opgave med at styre økonomien, og så skal vi ikke belemre dem med et system, der giver så stor budgetusikkerhed som nu, siger Margrethe Vestager til Ugebrevet A4.
Kilde Ugebrevet A4
Kommentarer