Faxe Kommune modtager 11 millioner fra staten
Faxe Kommune: I forbindelse med den vedtagne finanslovsaftale er 300 millioner kroner på vej til økonomisk trængte kommuner i hele landet, blandt andet Faxe Kommune.
I region Sjælland modtager fire kommuner i alt 57 millioner kroner. De kommuner, som over hele landet modtager et tilskud fra staten, er alle kommuner som har helt særlige udfordringer for eksempel med demografi og beskæftigelse.
Læs også: Faxe Kommune giver laveste støtte til kontanthjælpsmodtagere
Faxe Kommune modtager 11 millioner kroner i tilskud fra staten, mens Lolland modtager 13 millioner kroner, Guldborgsund modtager 19 millioner kroner og så modtager Vordingborg 14 millioner kroner i tilskud.
– Jeg er rigtig glad for, at vi med finanslovsaftalen er blevet enige om at prioritere en særlig indsats for kommuner med vanskelige økonomiske vilkår, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
Fælles for alle kommunerne, som modtager den økonomiske håndsrækning er, at de har udfordringer med et faldende indbyggertal, et lavt antal af arbejdspladser samt et stadig stigende antal af ældre mennesker.
Kommentarer