Faxe Kommune opfordrer til at støtte Danmark planter træer
Frem mod torsdag den 30. maj opfordrer Faxe Kommune alle borgere, foreninger, institutioner og virksomheder til, at vi i vores lokalområde går sammen om at samle penge til at plante træer – målet er sammenlagt en million træer på landsplan.
Camp Adventures nye Skovtårn ved Rønnede bliver basen for et stort og nyt indsamlingsshow, som TV2 og Danmarks Naturfredningsforening samarbejder om torsdag den 14. september.
Det bliver et tre-timers show med underholdning, oplysning og gennemstillinger til hele landet – alt sammen for at samle penge ind til plantning af træer. Målet er en million træer, som skal plantes i såkaldte folkeskove, der bliver tinglyst som fredsskove – det betyder, at det er permanent skov.
– Det er et spændende initiativ, som jeg på kommunens vegne håber, at rigtig mange borgere vil bakke op om. Træer spiller en vigtig rolle for klimaet, både i forhold til CO2 og i forhold til plante- og dyreliv i det hele taget. Et indsamlingsshow som dette er med til at sætte fokus på, at vi skal passe på kloden. Jeg håber, at borgere i kommunen, inden den 30. maj, stabler aktiviteter på benene for at samle penge ind til formålet, siger borgmester Ole Vive og henviser til www.danmarkplantertræer.dk for gode idéer.
– Og så er det da spændende for Faxe Kommune, at showet bliver sendt live fra det netop indviede Skovtårn hos Camp Adventure, tilføjer borgmesteren.
Folkeskov i Haslev
Faxe Kommune vil som kommune gerne fremme, at der bliver plantet flere træer, selvom der er ganske meget skov i kommunen i forvejen. Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistik er Faxe Kommune faktisk den kommune på Sjælland, som har mest skov pr. indbygger.
Kommunen håber at få en af de folkeskove, som skal etableres rundt om i Danmark i forbindelse med Danmark planter træer. Der er allerede udpeget et område nord for den tidligere Lysholm Skole i den vestlige del af Haslev. En første etape på 3,4 hektar vil forhåbentlig allerede blive plantet i efteråret 2019, og senere kan området øges til at omfatte godt 5 hektar skov.
Det bliver et skønt rekreativt område i den del af Haslev by, hvor der i disse år sker en masse boligbyggeri, og borgerne i byen kommer til at blive inddraget i, hvordan skoven skal etableres.
Mere skov i Karise
Også i Karise kommer der mere skov. I 2020-2021 vil der nemlig blive rejst skov på et areal på 5 hektarer i den nordøstlige del af Karise. Formålet er også her at skabe endnu mere bynær natur. Også i Karise bliver borgerne inddraget i etablering af det rekreative område.
Gode idéer
På hjemmesiden www.danmarkplantertræer.dk er der masser af gode idéer til indsamlinger, man kan stable på benene inden den 30. maj.
Du kan løbe, cykle eller foretage dig andet, og du kan lade dit netværk motivere dig ved at give en donation til din indsamling. Eller du kan arrangere et motionsløb eller sportsturnering, hvor I donerer et træ pr. deltager. Der er masser af muligheder for at lave en event for at støtte sagen.
Kommentarer