Faxe Kommune opstarter Akutteam til sommer

Faxe Kommune: Til sommer vil Faxe Kommune opstarte et akutteam i Hjemmesygeplejen.
Akutteamet vil tilbyde hurtig pleje og behandling til hjemmeboende ældre, der er i risiko for at blive indlagt eller genindlagt på hospitalet.
Akutteamets sygeplejersker kan tage forskellige målinger, som kan bidrage til en bedre vurdering af borgerens tilstand. Sygeplejersken kontakter efter behov borgerens læge, og sammen tager de stilling til, hvad der vil være den bedste behandling for borgeren. Nogle gange vil det være bedst, om borgeren forbliver i eget hjem og andre gange er det bedre, at borgeren indlægges på aflastning, de specialiserede aflastningsstuer eller på sygehuset.
Ud over at tilse borgere i eget hjem, skal Akutteamet også bidrage med faglig støtte og sparring til social- og sundhedshjælpere samt- assistenter samt styrke dialogen med lægerne.
– Med en fælles indsats af sygeplejersker og læger kan en indlæggelse med f.eks. lungebetændelse, blærebetændelse og væskemangel i nogle tilfælde undgås, oplyser formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Mogens Stilhoff og fortsætter:
– Vi har de seneste år fokuseret på at styrke sygeplejen her i Faxe Kommune. Vi har allerede etableret specialiserede aflastningsstuer og ansat sygeplejersker på alle plejecentre. Nu får vi snart også et akutteam. Det er rigtig vigtigt, at vi lokalt kan tilbyde borgerne denne service. Jeg er overbevist om, at borgerne vil opleve en større kvalitet og sammenhæng i pleje og behandling, samtidig med at de vil føle sig mere trygge. At vi samtidig kan reducere udgifterne til medfinansiering af sygehusene, er jo kun et ekstra plus.
Kommentarer