Haslev

Faxe Kommune og politiet afholder dialogmøde om tryghed i Haslev

Torsdag den 5. oktober (NY DATO) klokken 18-20 inviteres erhvervsdrivende, taxavognmænd og andre interesserede til dialogmøde i Haslev. Her sættes der  fokus på de seneste hændelser i Haslevs natteliv – og ikke mindst indsatsen for at skabe tryghed.

På baggrund af de nylige, meget kedelige hændelser med uroligheder og gadevold i Haslev by, har Faxe Kommune sammen med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi taget initiativ til dialogmødet for borgere, erhvervsdrivende – herunder også taxavognmænd.

Det bliver torsdag den 5. oktober klokken 18-20 i Kultunariet i Haslev. Mødet er flyttet fra onsdag den 4. til torsdag den 5. af hensyn til Haslev Handelsstandsforening.

Læs også: Åbent dialogmøde med politidirektøren i byrådssalen

På mødet bliver der rig lejlighed til at diskutere situationen i Haslev og fremkomme med synspunkter og løsningsforslag.

Fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi deltager politidirektør Lene Frank, chefpolitiinspektør Lars Harvest og vicepolitiinspektør Allan Holm.

Fra Faxe Kommune deltager blandt andre borgmester Knud Erik Hansen, formand for Erhvervs- og Kulturudvalget, Dorte Nybjerg og formand for SSP-styregruppen, René Tuekær.

– Jeg har mandag haft møde med ledelsen hos politikredsen. Ikke mindst politiets responstid har i høj grad min bevågenhed. Hvis det er rigtigt, at der er særlig lang udrykningstid til os, så er det noget jeg på det kraftigste vil bede politiet forholde sig til. Ingen borgere skal føle sig utrygge i Haslev eller i Faxe Kommune i det hele taget. Derfor ser jeg frem til at komme i dialog om, hvilke løsninger både politiet og borgerne i Haslev har  for at skabe tryghed. Den slags er jo ikke alene et spørgsmål om, hvad politiet kan gøre, og hvad borgerne mener politiet bør gøre. Det er faktisk en fælles sag, og ikke mindst et forældreansvar. Så spørgsmålet er, hvordan vi i fællesskab kan støtte op om tryghedsskabende løsninger, siger borgmester Knud Erik Hansen.

– I Faxe Kommune går vores bestræbelser især på det forebyggende arbejde. Vi har SSP-konsulenter og SSP-lærere, som alle har fokus på forebyggende indsatser på alle alderstrin i skolen. Planen er at eleverne i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen skal gennem et undervisningsforløb i dette skoleår, og at der bagefter skal være en opfølgning til forældrene. Så vi arbejder med trivsel, god opførsel på sociale medier og mange andre forhold, der er med til at forme de unge. Man kan sige, at det er den kommunale mulighed for at præge udviklingen for de unge mennesker, der senere bliver voksne og træffer deres egne beslutninger om, hvordan de opfører sig i nattelivet, siger formanden for kommunens SSP-udvalg, René Tuekær.

– Det er vigtigt at få mere synligt og aktivt politi i gaderne, og jeg synes det er vigtigt, at politiet får sendt det signal, at Haslev ikke er det vilde vesten. Der er tilsyneladende en udfordring med unge i alderen 18 til 30 år, hvor forældreansvaret er ophørt, og hvor de har nået en alder, hvor de burde kunne tage ansvar for sig selv og egne handlinger. De har åbenbart svært ved at forstå, at denne opførsel er helt, helt uacceptabel, siger Dorte Nybjerg, formanden for Erhvervs- og Kulturudvalget.

Kommentarer