Faxe Kommune presser plejeforældre ned i løn

Faxe Kommune er blandt en række kommuner, hvor plejeforældre føler sig presset til at gå ned i løn. Socialministeren mener ikke kommunernes opførsel er i orden.
Plejefamiliernes Landsforening (PLF) er den sidste tid blevet kontaktet af plejefamilier, fra blandt andet Faxe Kommune, der er blevet kontaktet af kommunen, som vil sænke deres løn, det skriver skriver metroXpress.
Plejeforældrene er i sin tid blevet ansat af kommunerne til at tage vare på et udsat barn, skabe en tæt relation til barnet og lade barnet være en del af familien.
Men nu vil en række kommuner skære i plejefamiliernes løn, og hvis ikke de accepterer en lønnedgang, vil kommunerne finde en anden løsning for plejebarnet, der i de fleste tilfælde har boet hos disse familier det meste af deres liv.
– Plejebørnene bliver jo en del af familierne. De bliver jo elsket lige så højt som de biologiske børn i familierne. Så når kommunerne siger, at familierne skal gå ned i løn, er det ren afpresning med børnene som gidsler, siger Jens Vegge Bjørck, formand for PLF.
Plejefamiliernes Landsforening har udover Faxe Kommune også fået henvendelser fra plejefamilier i Kolding, Svendborg, Rødovre, Tønder, Odense, Esbjerg, Hvidovre og Slagelse.
Den nye socialminister, Karen Hækkerup (S), mener ikke, at kommunernes opførsel er i orden.
– Plejefamilierne skal honoreres for, hvor omfattende deres plejeopgave er, og ikke ud fra, hvor langt de kan presses ned i vederlag uden at kaste håndklædet i ringen, siger Karen Hækkerup til MetroXpress.
Kommentarer