Samfund

Faxe Kommune sjællandsvinder af skoletrafiktest

Faxe Kommune blev årets sjællandsvinder med 73 point. Landsvinderen Aabenraa fik 88 point ud af 100 mulige

Hele 97 kommuner har gennemført Kommunernes Skoletrafiktest i år. Det er en utrolig flot svarprocent, som viser at der fortsat er god opbakning til denne årlige temperaturmåling. Det vidner også om, at kommunerne tager arbejdet med at styrke rammerne for børn og unges trafiksikkerhed meget alvorligt.

Høje ambitioner

De tekniske forvaltninger har et tydeligt fokus på at samarbejde med skoleforvaltninger, politi og skoler. Formålet er at få:

  • Mere færdselsundervisning på skemaet.
  • Flere elever der aktivt bevæger sig til og fra skole og forældre der er gode rollemodeller, som træner trafik med deres børn.

Der er brug for mere trafikundervisning

Kommunernes Skoletrafiktest viser, at der er et stort potentiale i at få skolerne til i højere grad at undervise eleverne i Gå-prøven, Cyklistprøven og prioritere færdselsundervisning i udskolingen.

Skolerne kan for eksempel booke et besøg fra Sikker Trafik LIVE. Her kan de få en person ud, der selv har været involveret i en trafikulykke, til at fortælle eleverne om konsekvenserne ved en trafikulykke. Her er der point at hente.

Regionale vindere:

  • Syddanmark: Aabenraa Kommune, landsvinder med 88 point.
  • Nordjylland: Thisted Kommune, 86 point.
  • Hovedstaden: Helsingør Kommune, 84 point.
  • Midtjylland: Herning Kommune, 75 point.
  • Sjælland: Faxe Kommune, 73 point.

Læs mere om resultaterne fra årets Skoletrafiktest på sikkertrafik.dk.

Kommunerne gør det generelt godt

  • 87 % af kommunerne har vedtaget en trafiksikkerhedsplan
  • 93 % samarbejder i forvaltningerne om trafiksikkerhedsindsatser på skolerne
  • 88 % støtter eleverne i at blive selvtransporterende til og fra skole
  • 95 % af kommunerne deltager i skolekampagnen 2017
  • 84 % har som indsatsområde, at skolerne i kommunen skal have en trafikpolitik

Kommentarer