Debat og politik

Faxe Kommune skal op i gear

Radikale Venstre i Faxe Kommune vil i den kommende byrådsperiode arbejde for en helt ny erhverv- og turismepolitik.

Indsendt af Nicolaj Lund Jensen, Gisselfeldvej 18, 4690 Haslev. Byrådskandidat Radikale Venstre i Faxe.

Tavlen skal viskes ren. Derfor håber vi at det nuværende byråd vil opsige kontrakten med Business Faxe Copenhagen som udløber i år, så et nyt byråd får indflydelse på dette område.

Vi foreslår at Faxe kommune hjemtager alle opgaver i forbindelse med erhvervsservice. I den forbindelse etableres en helt ny organisation med 3 grene: Erhverv – turisme – detailhandel.

En koordinering af disse tre områder er helt afgørende for vækst i Faxe Kommune. De er nemlig afhængige af hinandens succes.

Erhvervsgrenen skal være Faxe Kommunes erhvervsfremmeaktør og skal agere som lokal samarbejds- og sparringspartner for etablerede virksomheder og iværksættere. Det skal også være virksomhedernes indgang til kommunen og skal samarbejde med alle kommunens erhvervsforeninger. Der skal kun være én indgang.

Turismegrenen skal være kommunens indgang for turister og turisterhvervene samt primusmotor i at udvikle nye events i samarbejde med foreninger, virksomheder og institutioner. Samtidigt skal et af målene være at udvikle Faxe som Sjællands førende destination for Outdoor/adventure turisme.

Detailhandelsgrenens vigtigste opgave er at udvikle samarbejdet på tværs af kommunen til fælles bedste for kommunens detailhandel. Mange af butikkerne i Faxe Kommune består af helt unikke, spændende butikker, hvor det er ejeren der står bag disken. Dette har sine udfordringer, hvis man samtidig som butiksejer skal engagere sig i at arrangere events. Her indgår også udviklingen af kommunens mange gårdbutikker ved at hjælpe med rådgivning samt etablering af netværk.

Disse tre grene er helt afgørende for at Faxe Kommune får et godt afsæt til at blive en kommune der ser fremad og ikke tilbage!

Kommentarer