Faxe Kommune skal have arbejdstøj fra De Forenede Dampvaskerier
De Forenede Dampvaskerier vinder Fællesudbud Sjællands (FUS) udbud af arbejdstøj og skal blandt andet levere til Faxe Kommune.
De Forenede Dampvaskerier har vundet det største kommunale udbud af arbejdstøj nogensinde. Det betyder at de fra 1. juni 2019 til 31. maj 2025 skal levere arbejdstøj og tøjvask til 8.500 tøjbrugere i 10 kommuner på Sjælland.
Ud over Faxe Kommune drejer det sig om Odsherred, Kalundborg, Holbæk, Lejre, Greve, Sorø, Ringsted, Slagelse og Guldborgsund kommuner.
Det drejer sig om tøj til plejepersonale, hjemmeplejen, genoptræningen, køkkenerne og tandplejen. Som det største kommunale udbud af arbejdstøj nogensinde er det en kontrakt, der stiller krav til leverandøren.
Bæredygtighed var blandt andet et af parametrene, og her har DFD budt ind med sin egen bæredygtigt producerede kollektion.
DFD løfter samarbejdet med FUS til nye højder
– Vi kommer med den nye kontrakt til at løfte samarbejdet med FUS til nye højder. Jeg er stolt af, at vores virksomhed er i stand til at levere så mange spændende tiltag og sætte så ambitiøse mål for fremtiden. Ved at sætte barren højt for os selv udvikler vi hele FUS’ beklædningsløsning, både hvad angår bæredygtighed, sortiment, service og samarbejde. Vores tilbud sikrer en god implementering såvel som driftstyring, minimering af ressourcer og forbedret totaløkonomi for både FUS og DFD, udtaler DFD’s yderst tilfredse kundedirektør Morten Schou Andersen.
Fokus på service, samarbejde og bæredygtighed
Vægtningskriterierne for udbuddet fordelte sig med 40 procent på pris, 35 procent på service, samarbejde og bæredygtighed og 25 procent på sortiment. DFD bød ind med DFD balance, som er en egenproduceret og bæredygtig tøjkollektion. FUS får med den nye aftale Danmarks hidtil mest bæredygtige tøjløsning. Tøjet er produceret under ordnede miljø- og arbejdsforhold, og det kan anvendes på nye måder efter brug. I et tæt samarbejde med den enkelte kunde bliver det besluttet, hvordan delene skal genbruges. Derudover har DFD et etableret samarbejde med designerne Klaus Samsøe og Victoria Ladefoged, som bruger tekstilerne i deres designs.
Arbejdet med at løfte opgaven begynder nu
– En ting er at vinde udbuddet. Nu gælder det om at leve op til tilliden og levere det, vi har lovet – og gerne mere til. En god implementering, og hverdagens stabile drift og tætte kommunikation er alfa og omega for successen. Derudover vil vi i hele kontraktperioden bestræbe os på løbende at forbedre vores praksis og sætte nye ambitiøse mål i tæt samarbejde med FUS. Styring, optimering og innovation er DFD’s styrker, så vi ser frem til at løfte den store opgave siger Morten Schou Andersen.
Selvom aftalen om levering af arbejdstøj først træder i kraft pr. 1. juni 2019, er der et stort arbejde, som begynder nu. Alle medarbejdere i de 10 kommuner bliver målt op, så arbejdstøjet er klart i de rette størrelser, når kontrakten starter. På den måde får alle medarbejdere lov til at prøve tøjet, så de kan vurdere, hvilke dele der passer bedst til deres daglige opgaver.
I dag leverer DFD til 7 ud af de ti kommuner. I samarbejde med dem er DFD ved at finde ud af, hvordan det nuværende tøj kan genbruges på en meningsfuld måde.
Kommentarer