Haslev

Faxe Kommune støtter rockere

Haslev: Faxe Kommune støtter rockergruppen Devils Choise, der har tilknytning til rockergruppen HA, med 38.217 kr i foreningsstøtte.

Kravet der skal opfyldes for at få støttekroner af Faxe Komune er formuleret fra kommunens side som at man skal udøve ‘Frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde for børn og unge under 25 år’.

Det opfylder rockergruppen Devils Choise, der holder til på Bækvej i Haslev tilsyneladende. Klubben fik nemlig sidste år 38.217 kr. I år har kommunen indtil videre bevilliget 15.000 kr., skriver B.T.

Borgmester Knud Erik Hansen mener dog, at tilskuddet til klubben er givet på et rigtigt grundlag.

– Vi støtter dem økonomisk, fordi der efter vores overbevisning er tale om en folkeoplysende forening. Vi har forhørt os hos politiet og Kommunernes Landsforening, og kan på baggrund af disse samtaler ikke se, hvorfor de ikke skulle have penge. Folk skal jo behandles lige, siger borgmester Knud Erik Hansen til avisen.

Devils Choice har nemlig umiddelbart orden i reglerne. De har, ifølge Ekstra Bladet, sendt et sæt vedtægter ind til kommunen, hvor der blandt andet står, at formålet med klubben er at hjælpe folk med at forstå, hvordan en motor virker.

På landsplan er 28 kommuner hjemsted for rockerklubber, men Ifølge B.T.’s oplysninger er Faxe Kommune den eneste, der støtter dem økonomisk.

Der er dog umiddelbart ikke noget i vejen for at give tilskud til rockerklub, vurderer en ekspert i folkeoplysningsloven, chefkonsulent Liz Nymann Laustsen fra Undervisningsministeriet.

– Der er nogle kriterier i folkeoplysningsloven, der skal være opfyldt. Foreningen skal for det første være demokratisk opbygget og være åben for alle. Hvis kommunen vurderer, at en forening lever op til disse betingelser, kan der ydes tilskud, forklarer hun.

Kommentarer