Debat og politik

Faxe Kommune tager afstand fra påstand om, at medarbejdere snager i personsag

Byrådsmedlem Randi O. Johansson. Foto: Faxe Kommune.

TV2 Øst bragte i sidste uge et indslag, hvor byrådsmedlem Randi O. Johansson påstår, at 29 medarbejdere i Faxe Kommune uberettiget har kigget i hendes helt private sagsakter.

Hun fortæller til TV2 Øst, at hun i den forbindelse har anmeldt Faxe Kommune til politiet og til Datatilsynet.

Faxe Kommune tager afstand fra påstanden om, at medarbejdere uberettiget har kigget i private sager.

Faxe Kommune tager både it-sikkerhed og sikkerhed omkring borgernes data dybt alvorligt. Borgerne i kommunen skal kunne have tillid til, at det kun er de medarbejdere, som skal behandle en konkret sag, som også har adgang til at kunne se sagens akter.

Faxe Kommunes centrale adgangsstyring er revisionsgodkendt og godkendt af Digitaliseringsstyrelsen.
Adgang til diverse systemer er et arbejdsområde, som der både nationalt og lokalt – forståeligt nok – er kommet tydeligere fokus på de seneste år.

Det har i Faxe Kommune betydet konkrete ansættelser af it- og systemspecialister, som løbende rådgiver og vejleder lederne i kommunens forskellige afdelinger. Det kan være rådgivning og instrukser om, hvordan man sikrer, at medarbejderne kun har de adgange, som de har brug for til at løse deres arbejdsopgaver.

Desuden arbejder Faxe Kommune inden for dette område på baggrund af en informationssikkerheds- og datapolitik, som er i overensstemmelse med GDPR-reglerne.

Naturlig sammenhæng mellem logfiler og arbejdsopgaver

På foranledning af borgmester Ole Vive og kommunaldirektør Thomas Knudsen er denne konkrete sag, som Randi O. Johansson nu rejser i medierne, blevet gennemgået og gransket grundigt.

Hver eneste log i systemet i den periode, Randi O. Johansson omtaler, er gennemgået med henblik på at konstatere, om adgangen til sagsakterne har været begrundet og dermed legitim.

Der er et helt entydigt billede af, at Faxe Kommune kan dokumentere, hvorfor der er et opslag, og at medarbejderne har haft et legitimt formål.

Med andre ord viser den interne gennemgang, at der er en naturlig sammenhæng mellem de enkelte medarbejderes arbejdsopgaver ud fra deres organisatoriske placering og de handlinger, som de har foretaget sig ifølge logfilen.

Det skal dog tilføjes, at der i et enkelt tilfælde er fundet anledning til yderligere undersøgelse, fordi loggen alene ikke fortæller, om der var tale om legitim adgang.

Ekstra uvildig gennemgang

For at sikre fuld gennemsigtighed i sagen har Faxe Kommune truffet beslutning om at indgå i et samarbejde med en ekstern konsulent med henblik på at afdække, om der er noget kommunen ikke selv har set eller opdaget i gennemgangen af sagen.

Faxe Kommune fortsætter det arbejde, som allerede – og uafhængigt af denne konkrete mediesag – pågår i forhold til at sikre borgernes data.
It-systemerne og deres sikkerhed bliver forbedret og justeret.
Adgangskontrollen bliver gennemgået og yderligere kvalificeret.

Som sagt. Borgerne skal kunne have tillid til, at Faxe Kommune behandler oplysningerne i sagsakterne korrekt med al den sikkerhed og respekt, som borgerne har en berettiget forventning om og krav på.

Kommentarer