Faxe Kommune tilbyder gratis lungetjek

faxe_sundhedscenter_4

Faxe Kommune markerer den internationale KOL-dag den 19. november på Faxe Sundhedscenter

Onsdag den 19. november fra klokken 13.00 til 17.00 markerer Faxe Kommune den internationale KOL-dag på Faxe Sundhedscenter.

Få målt din lungefunktion

Faxe Kommunes sundhedskonsulenter er klar over, hvor vigtigt det er at sætte fokus på lungerne. På den internationale KOL-dag kan man få målt sin lungefunktion og få en snak med en praktiserende læge om, hvad målingerne viser.

Man kan desuden få vejledning til at blive røgfri og få målt kulilteindholdet.

Lyt til dine lunger

Åndenød, hoste og følelsen af ikke at ’have nok luft’, er nogle af de symptomer, man kan opleve, hvis man lever med en uopdaget lungesygdom. En lungefunktionstest, kan hurtigt afsløre, om man har en lungesygdom eller om man er i farezonen for at få en lungesygdom.

Symptomer som for eksempel åndenød og hoste forveksles ofte med dårlig kondi, og derfor er der desværre mange, der først kommer til lægen, når op mod halvdelen af deres lungefunktion allerede er væk. Derfor opfordres alle, der oplever, at de bliver let forpustede, ofte har slim i luftvejene, har daglig hoste og er rygere eller ex-rygere til at få et lungetjek på Lungedagen.

Cirka 5 ud af 10 tager medicin forkert

Hvis man er syg i sine lunger, er der masser, man selv kan gøre for at få et godt liv med sygdommen. Man kan for eksempel holde sig fysisk aktiv, blive røgfri og tage sin medicin rigtigt.

Cirka halvdelen af danskerne tager deres inhalationsmedicin forkert, og det kan betyde, at de ikke får det fulde udbytte af medicinen.

På den internationale KOL-dag den 19. november tilbyder Fakse Apotek, Rønnedevej 15, at hjælpe med at genopfriske teknikken.

– Vi kalder tilbuddet Tjek På Inhalation, og det tager kun 10 minutter, siger apoteker Bente Larsen på Fakse Apotek.

Faxe Kommune markerer den internationale KOL-dag onsdag den 19. november fra klokken 13.00 til 17.00 i forhallen ved hovedindgangen på Faxe Sundhedscenter, Præstøvej 78 i Faxe.

Kommentarer