Faxe Kommune tjener på kommunal udligning
Læserbrev: Faxe Kommune tjener på kommunal udligning – annullér skolereform
Vi må jo sige at Faxe Kommune er fattig. Det er også sikkert at vi bliver fattigere i de kommende år, med kommunens absurde besparelser på skoleområdet. Da skolen er kerneydelsen for de fleste tilflyttere, vil kommunen tabe kampen om disse attraktive skatteborgere til andre kommuner der forstår at tilbyde skole på ordentlige vilkår.
Vi har mange gange fortalt politikerne at skolereformen får voldsom effekt på tilflytningen. Har vi fået et svar, eller har politikerne kommet med argumenter eller undersøgelser som viser det modsatte? NEJ, vi har intet hørt. Jeg ved ikke om politikerne ikke har noget at sige, eller om de håber at problemet forsvinder hvis de ikke siger noget.
Politikerne på Christiansborg har fremlagt et forslag til ændring af den kommunale udligningsordning. Kort sagt er udligningsordningen lavet for at fordele skattepenge mellem kommunerne, således at de rige kommuner giver til de fattige (fx Faxe).
Det fremsatte forslag vil give Faxe Kommune ekstra skatteindtægter på 12,4 mio. kr. fra udligningsordningen Det er jo fantastisk at dette beløb er ganske tæt på de 13 mio. kr. som kommunen vil spare på vores skoler. Derfor er mit forslag, ganske enkelt: Annullér skolereformen, så vores børn igen kan få trygge rammer, sikkerhed for hvor de skal gå i skole, og slippe for transport. Pengene kommer som en gave fra Christiansborg. Hvor svært kan det være?
Jeg vil påskønne et svar fra politikerne. Er der nogen derude?
Skrevet af René Løfberg, Poppelvej 9, Faxe Ladeplads
Kommentarer