Faxe Kommune vil reducere CO2 med 20%

Faxe Kommune vil reducere den samlede udledning af CO2 med mindst 20 procent inden år 2020.
Målsætningen for CO2-udslippet gælder både kommunen som virksomhed og som et geografisk område. Faxe Byråd vedtog på byrådsmødet torsdag aften at sende en ny Klima- og Energipolitik for Faxe Kommune i offentlig høring i 12 uger.
”Med en klima- og energipolitik er vi klar til at sætte handling bag ordene”, fastslår Nelle Søndermand, som er formand for Faxe Kommunes klimaudvalg, og forklarer:
”Vi har sat et ambitiøst mål. Der ligger en stor opgave foran os i de kommende år, men jeg er ikke i tvivl om, at vi med en fælles og målrettet indsats kan nå langt”
Faxe Kommunes klimaudvalg arbejder målrettet med en indsats på ti områder. F.eks. skal der sættes fokus på klimaperspektivet i kommunens lokalplaner, i erhvervslivet og i det løbende arbejde med at udvikle kommunens byer, naturområder og transporttilbud.
Værd at vide:
De væsentligste enkeltkilder til CO2-udledning i Faxe Kommune er:
• Landbrugssektoren
• Transportsektoren
• El-forbruget i private boliger
• Individuel opvarmning i private boliger
Faxe Kommunes Klima- og Energipolitik er baseret på tre aftaler:
Kurveknækkeraftale med Center for Energibesparelser: Aftalen indebærer, at Faxe Kommune (som virksomhed) skal reducere sit el-forbrug med 3 % i perioden fra år 2010 til 2012.
Klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening: Aftalen indebærer, at Faxe Kommune (som virksomhed) skal reducere sin CO2-udledning med 2 % om året frem til år 2025.
Borgmesterpagten med Den Europæiske Union: Aftalen indebærer, at Faxe Kommune skal reducere sin CO2-udledning med mindst 20 % inden år 2020, øge andelen af vedvarende energi til 20 % og øge energieffektiviteten med 20 %.
Kommentarer